HF Mors-kvinderne startede 2023 med bravour

HF Mors leverede en koncentreret indsats, da de vandt stort over Visse

HF Mors tog en sikker sejr i årets første kamp. <i>Foto: Bente Poder</i>

HF Mors tog en sikker sejr i årets første kamp. Foto: Bente Poder

NYKØBING:Kvinderne fra HF Mors i 3. division skød søndag 2023 i gang med et opgør på hjemmebane mod Visse. Inden nytår havde HF Mors sluttet af med at tage to sejre i streg, og morsingboerne tog de gode takter med  ind i 2023, da vandt med hele 33-22 over Visse.

- Vi spillede en rigtig god angrebskamp, og så skal spillerne have ros for at lukke kampen i starten af anden halvleg, siger HF Mors-træner Jesper Lindum.

Fra kampens start var der ikke nytårsrust at spore hos hjemmeholdet. HF Mors tog hurtigt grebet om kampen og kom foran med 10-4. Mod slutningen af første halvleg faldt HF Mors dog i kadence, og til halvleg lød HF Mors-føringen på 14-11.  Faldet af niveau gav Jesper Lindum en smule bange anelser inden de sidste 30 minutter.

- I nogle af vores andre kampe har vi leveret en rigtig god første halvleg for så at falde lidt sammen efter pausen, så jeg havde lidt bange anelser, siger Jesper Lindum.

Bekymringerne blev dog gjort til skamme, for med god effektivitet og koncentration fra starten af halvlegen lukkede HF Mors hurtigt kampen. I den sidste del af kampen forsøgte gæsterne fra Visse at stresse HF Mors ved at gå mere offensivt til værks, men det medførte, at HF Mors kom endnu nemmere til deres scoringer. Efter en overbevisende præstation vandt HF Mors med 33-22.

- Det var en god start på det nye år for os. Jeg hæfter mig også ved, at næsten alle på vores holdkort i dag er U19-spillere. Det synes jeg godt, at vi kan glæde os over, siger Jesper Lindum.

Henover julen har rækken ændret sig en smule for HF Mors. Sæby har nemlig trukket deres hold fra turneringen, og det betyder, at der ikke længere er en direkte nedrykningsplads på spil. Skulle HF Mors blive sidst i rækken, ville det dog medføre en playoffkamp om nedrykning.

- Jeg føler egentlig ikke, at det ændrer så meget for os, vi kommer ikke til at mangle hverken indstilling eller vilje, siger Jesper Lindum.

Med søndagens sejr befinder HF Mors sig på en 7. plads med fire point ned til rækkens sidsteplads.

Kampfakta

Håndbold, 3. Division kvinder

HF Mors

Visse IF 2

Resultat: 33-22

Pause:14-11

Mål: Olivia Aggerholm 8, Anna Engedal 6, Louise Sørensen 4, Signe Overgaard 4, Astrid Hyldig 3, Julie Jensen 2, Heidi Dybdal 3, Cecilie Berg 1, Karen Houe 1, og Emma Gregersen 1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.