Huse til udsatte bliver lidt mindre og dyrere

Prisstigninger gør det nødvendigt at skære seks kvadratmeter af de kommende boliger til socialt udsatte

- Vi kan godt skære seks kvadratmeter af hver bolig, uden at det går ud over kvaliteten. Men det er et spørgsmål, om tidsplanen holder, siger Svend Erik Jørgensen.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Vi kan godt skære seks kvadratmeter af hver bolig, uden at det går ud over kvaliteten. Men det er et spørgsmål, om tidsplanen holder, siger Svend Erik Jørgensen.  Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:Hvad gør man, når priserne på byggematerialer er steget så meget, at husbudgettet ikke kan holde?

Svar: Man gør huset lidt mindre. Det er i hvert fald, hvad den nyetablerede Perlen Boligforening i Nykøbing har valgt at gøre gennem sin ejer KFUM's Sociale Arbejde. Konkret betyder det, at tre planlagte boliger til særligt udsatte grupper placeret på en tom grund ved værestedet Perlen i Nørregade reduceres fra 45 til 39 kvadratmeter.

- Det kan vi gøre med lidt behændighed uden at det går ud over kvaliteten på boligerne. Vi fjerner en væg, så der bliver et samlet køkken og stue, vi finder lidt billigere materialer og så skære vi lidt i kvadratmetrene. Det har den afledte effekt, at der medgår mindre materialemængder til gulv, loft og tag. Herved sparer vi penge, men vi undgår ikke , at huslejen bliver et par hundrede kroner dyrere end oprindeligt forudsat, siger Svend Erik Jørgensen, leder af Perlen.

Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø godkendte onsdag ændringerne. Herunder at der er behov for at optage et kreditforeningslån på 1,17 millioner kr. Byggeomkostningerne bliver 2,37 mio. kr., og der er tilsagn om et puljetilskud på 1,2 mio. kr. Huslejen i hver af de nye almene boliger bliver herefter på 3.400 kr. pr. måned.

- Efter planen skulle boligerne stå klar til indflytning 1. januar 2024. Ændringerne skal behandles af kommunalbestyrelsen 31. januar, men nu ser det ud til, at projektet skal ud i partshøring blandt naboerne. Det havde vi ikke regnet med, idet grunden er godkendt til at rumme fire boliger, men nu må vi se, om tidsplanen holder, siger Svend Erik Jørgensen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.