Jens Dahlgaard er ny S-gruppeformand

En enig kommunalbestyrelsesgruppe og partiforening pegede på den 45-årige lærer, der efter sommerferien afløser Tore Müller

De tre hovedpersoner i sommerens omrokering i Socialdemokratiet i Morsø Kommunalbestyrelse. Fra venstre John Christiansen, partiforeningsformand, Jens Dahlgaard, ny gruppeformand, og Tore Müller, snart forhenværende gruppeformand. <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

De tre hovedpersoner i sommerens omrokering i Socialdemokratiet i Morsø Kommunalbestyrelse. Fra venstre John Christiansen, partiforeningsformand, Jens Dahlgaard, ny gruppeformand, og Tore Müller, snart forhenværende gruppeformand. Arkivfoto: Henrik Louis

MORS:Jens Dahlgaard bliver ny gruppeformand for Socialdemokratiet i Morsø Kommunalbestyrelse. Det stod klart efter et møde i aftes med gruppen og bestyrelsen for partiforeningen på Mors. Dahlgaard havde i forvejen en fremtrædende position i den næststørste gruppe i kommunalbestyrelsen, hvor han sidder i økonomiudvalget sammen med Tore Müller, som han afløser på posten efter sommerferien.

- Da vi mødtes i sidste uge og vidste, at Tore gik af, havde jeg ingen anelse om, at det blev mig, der skulle afløse ham. Men da en enig forsamling lod flasken pege på mig, måtte jeg gå i tænkeboks. Jeg ved godt, hvor stort et arbejde, det er. Jeg har fulgt de gruppeformænd, vi har haft, og jeg også set, hvad det krævede af min storebror, da han var i spidsen (Michael Dahlgaard, tidligere viceborgmester, red.). Det tager tid og kræfter, man stiller sig mere frem til tæsk, og man skal stå på mål for hele partiet. Det har indgået i overvejelserne, inden jeg sagde ja, siger Jens Dahlgaard.

Er det en venstre-drejning  af Socialdemokratiet, at du afløser den kompromissøgende Tore Müller? 

- Nej egentlig ikke. Jeg er enig med Tore politisk og beklager, at han ikke er vores formand fremover. Jeg ved godt, at gruppen var delt midt over i spørgsmålet om Ørodde og kommuneplanen. Vi havde en meget lang diskussion om det i sidste uge. Humlen var ikke bebyggelserne på campingpladsen, for dem er vi alle imod, men snarere, hvornår man skulle stemme nej. Nogle, blandt andet jeg, kunne ikke spise den ingrediens med boligerne efter at være gået til valg på at være imod. Andre mener ikke, den samlede kommuneplan var stedet, hvor man skulle markere modstanden. Jeg kan sagtens se begge synspunkter, men jeg tror faktisk, vi er kommet videre fra den diskussion nu, siger Jens Dahlgaard.

Så du går til hvervet uden at frygte at få dig og din familie spiddet af folkestemningen på de sociale medier?

- Det er et håb, at det ikke vil ske. Men jeg tænker, at jeg har et godt fundament, når hele gruppen og bestyrelsen vil have mig som gruppeformand, siger Jens Dahlgaard. Han er 45 år og i gang med sin tredje valgperiode i kommunalbestyrelsen. Jens Dahlgaard er lærer på Dueholmskolen, hvor han underviser i historie, samfundsfag, geografi, dansk og musik. Han er gift med Malene og har to børn. 

I en udtalelse siger John Christiansen, formand for Socialdemokratiet Mors:

- En af de store opgaver vil være budgetforhandlingerne senere på efteråret, og jeg er sikker på, at Jens vil kaste sig over ikke bare denne, men også de mange andre opgaver, som følger med som gruppeformand med interesse og ildhu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.