Jonah Blacksmith afslutter turné i aften: Nykøbing er klar til et brag af en fest

Det syv mand store orkester glæder sig til at spille for 2000 lokale publikummer i Sparekassen Thy Arena Mors

Thomas Alstrup (tv) og Simon Alstrup (th) ser frem til at gå på scenen foran en udsolgt sal i aften.

Thomas Alstrup (tv) og Simon Alstrup (th) ser frem til at gå på scenen foran en udsolgt sal i aften.

NYKØBING:Sparekassen Thy Arena Mors danner i aften ramme om den største indendørs koncert i Thy-Mors i årevis, når Jonah Blacksmith går på scenen til den koncert, der bliver afslutningen på deres 2021-turné.

- Vi er lige ankommet til salen, og det er første gang, vi er her. Det er altid sjovt at se sådan en scene blive bygget op, siger Thomas Alstrup, da Nordjyske fangede ham og bror Simon Alstrup lørdag eftermiddag.

Koncerten i Nykøbing har været lang tid undervejs. Der var oprindeligt lagt op til to koncerter i Thisted, men de måtte dog aflyses på grund af corona af to omgange og til sidst opgives. Derfor har aftenens koncert også været udsolgt lang tid i forvejen.

Brødrende Alstrup er glade for, at de nu endelig får mulighed for at gå på scenen på deres "hjemmebane":

- Det er jo det samme show, vi leverer, uanset om vi står på Sjælland eller på Mors, men alt det, der foregår udenom koncerten, er selvfølgelig noget andet, når man er på hjemmebane. For eksempel var jeg kun lige kommet ind ad døren, da jeg blev mødt af et "Hej Thomas!" og et kendt ansigt, siger Thomas Alstrup.

- Det er klart mere lokalt for os det her, når vi allerede kan se, at der er nogle man kender. Det at stå på scenen og kigge ned mellem alle de ansigter, der står der, og genkende mange af dem, det er helt specielt, supplerer Simon Alstrup.

Turneen har givet bandet mange fantastiske minder med på vejen, som de vil huske i lang tid, fortæller brødrene:

- Efter at have kæmpet med corona så længe, har vi på denne her tour haft så mange gode koncerter. Fredag aften spillede vi på kongrescentret i Aarhus, og vi har spillet i KB-Hallen, hvor både Bob Dylan og The Beatles har stået på scenen. De her oplevelser skal man huske ikke at tage forgivet, siger Simon Alstrup, og fortsætter:

- Havde man sagt til mig for 10 år siden, at jeg ville komme til at stå og spille i KB-Hallen, så havde jeg ikke troet på det. Vi er meget stolte over at være nået til det her sted.

- Så for os er det nogle store flueben, der bliver sat ved nogle drømme, vi har haft, om at komme ud af de små spillesteder og komme til at fylde en hel hal med publikummer, og det er fantastisk, at det nu endelig kan lade sig gøre, siger Thomas Alstrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden