Kendt ansigt bliver ny salgschef i Mors-Thy
Hans Peter Jarl Madsen tiltræder jobbet i Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli
MORS-THY: Det bliver et velkendt ansigt i både Thy og på Mors, der kommer til at afløse Gunnar Bruhn Simonsen som salgschef i Mors-Thy Håndbold. Den lokale ligaklub meddeler, at den har ansat Hans Peter Jarl Madsen som salgschef pr 1. juli.
Den 44-årige thybo, i daglig tale kendt som "HP", kan se tilbage på 24 år hos Dragsbæk Margarinefabrik - i de senere år på deltid.
- Sideløbende har han været primus motor og formand for Thy Rock, der siden starten for 19 år siden har vokset sig til regionens største musikfestival, lyder det i en pressemeddelelse fra Mors-Thy Håndbold, der også nævner, at Hans Peter Jarl Madsen, udover at arrangere store koncerter, har erfaring med at arrangere forskellige typer af events.
- HP har blandt andet været idémand og arrangør af Thy-Mors på Rådhuspladsen og Thy East & West - Smag Thy. HP har i flere år også været en god samarbejdspartner og interesseret sig for Mors-Thy Håndbold A/S, lyder det fra ligaklubben.
Hans Peter Jarl Madsen har første arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold 1. juli.