COVID‑19

Kommuner skærer i hjemmehjælp

Både Thisted og Morsø kommuner har iværksat et nødberedskab

Der er flere sygemeldinger i hjemmeplejen end normalt, så både i Thisted og Morsø kommuner sparer man på kræfterne og har skåret ned på hjælpen til nogle af borgerne. Her er det hjemmeplejens mødested i Nykøbing. Arkivfoto: Bo Lehm

Der er flere sygemeldinger i hjemmeplejen end normalt, så både i Thisted og Morsø kommuner sparer man på kræfterne og har skåret ned på hjælpen til nogle af borgerne. Her er det hjemmeplejens mødested i Nykøbing. Arkivfoto: Bo Lehm

THY-MORS:En række borgere på Mors vil i disse uger få gjort mindre rent i deres hjem end normalt. Morsø Kommune iværksatte nemlig allerede i sidste uge et nødberedskab, som i første omgang betyder, at nogle borgere får skåret ned på rengøringshjælpen.

Også i Thisted Kommune har sundhedsberedskabsledelsen besluttet at gøre brug af den mulighed, som Folketinget har givet kommunerne for lovligt at drosle ned på en række opgaver i den service, som borgerne ellers normalt er berettigede til at få.

Her er der iværksat et nødberedskab på sundheds- og ældreområdet med virkning fra mandag 23. marts.

- Vi vil selvfølgelig blive ved med at lave en individuel og konkret vurdering af, hvilken hjælp man har brug for. Den hjælp, der er kritisk for den ene borger, er ikke nødvendigvis kritisk for en anden borger, siger Anne Fink, sundheds- og ældrechef i Thisted Kommune.

Hun oplyser, at det i første omgang kun er borgere, der modtager hjælp fra hjemmeplejen, der kommer til at mærke ændringerne.

Flere sygemeldte

- Det er der, behovet er lige nu. Antallet af sygemeldinger er højere end normalt. Det skyldes også, at nogle medarbejdere har kroniske lidelser som betyder, at de skal passe ekstra meget på sig selv, og dermed er der nogle begrænsninger i, hvilken type opgaver de kan varetage lige nu, siger Anne Fink.

Sundheds- og ældrechefen oplyser, at der vil kunne blive skåret ned på både rengøringshjælp og andre former for hjælp. Men konkrete eksempler har hun ikke lige nu.

- Vi er først mandag morgen gået i gang med at foretage en individuel vurdering af alle de cirka 1700 borgere, der modtager hjemmehjælp, siger hun.

Anne Fink vil ikke afvise, at det senere kan komme på tale at skære ned på ydelser for borgere på plejecentre, hvis et center oplever mange sygemeldinger.

- Men lige nu er der ikke nogle af vores plejecentre, hvor vi er gået på nødberedskab endnu, siger hun.

De borgere, som modtager hjemmehjælp, vil blive kontaktet af enten hjemmeplejeleverandøren eller visitationen, hvis der bliver lavet ændringer i deres hjælp.

Tue von Påhlman, formand for sundhedsberedskabsledelsen i Thisted Kommune, udtaler i en pressemeddelelse:

- Det er hensynet i forhold til at sikre personale til de kritiske opgaver, som gør, at vi nu sætter gang i nødberedskabet. Vi oplever et mærkbart fravær relateret til corona, der i sammenhæng med det normale sygefravær presser organisationen. Det er på et tidspunkt, hvor situationen kun forventes at blive forværret de kommende uger. Så det handler om at forsøge at komme på forkant med situationen og passe bedst muligt på det personale, der leverer livsnødvendig pleje uanset krisen.

Første trin på Mors

Mens man i Thisted Kommune altså på nuværende tidspunkt kun kigger på hjemmehjælpen, men til gengæld kigger bredt på typen af opgaver, så har man i Morsø Kommune valgt i første omgang at fokusere udelukkende på rengøringshjælp, men også inde på plejecentrene. Henrik René Christensen, direktør for social, sundheds og beskæftigelse, siger:

- I nødberedskabet har vi forskellige trin. Det her med, at vi har skaleret ned på den rengøringshjælp, folk får, er trin 1. Det gælder både i hjemmeplejen og på de enkelte plejecentre. Vi har ikke været inde at vurdere i de andre ydelser endnu, og vi håber heller ikke, at vi kommer til det. Men det her har været nødvendigt. Der er ekstra sygemeldinger, men de her tiltag har foreløbigt vist sig at være tilstrækkelige. Indtil videre går det godt, siger han og sender en stor ros til personalet.

Henrik René Christensen fortæller, at man i hjemmeplejen forsøger at hindre indbyrdes smitte ved, at medarbejderne holder mere afstand, når de starter og slutter dagen i mødestedet i Nykøbing.

- Vi har indført forskudte mødetider, så alle ikke møder ind i store flokke på én gang, oplyser han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.