Kun to overtrådte corona-forbuddet

Kun en frisør i Thisted og en kiosk i Nykøbing holdt ikke lukket

Folk i Thy og på Mors er gode til at give hinanden plads og undgå at stimle sammen, noterer lokalpolitiet. Men der er nok også bedre plads heroppe. Foto: Jens Fogh-Andersen

Folk i Thy og på Mors er gode til at give hinanden plads og undgå at stimle sammen, noterer lokalpolitiet. Men der er nok også bedre plads heroppe. Foto: Jens Fogh-Andersen

THY-MORS:- Vi holder øje med, at folk retter sig efter de anvisninger og forbud, der er givet under corona-krisen. Ikke noget med at lukke kunder ind ad bagdøren eller holde åbent i smug. Med det sagt, må vi også konstatere, at folk her i området opfører sig fornuftigt. Vi har kun måttet rykke ud og give advarsel i to tilfælde denne weekend.

Sådan siger politikommissær Jørgen Jensen, Lokalpolitiet i Thisted. For at bremse udbredelse af den farlige virus, er det bestemt, at værtshuse, cafeer, frisørsaloner og butikker, hvor det ikke er muligt at undgå nærkontakt med kunderne, skal holde lukket.

- Vi måtte bede ejeren af en frisørsalon i Thisted om at lægge saksen, og vi måtte skride ind over for en kiosk i Nykøbing, som solgte hotdogs. Sidstnævnte må kun sælge take-away. I begge tilfælde nøjedes vi med at give en henstilling. Vi fik også anmeldelse om et værtshus i Thisted, hvor nogen havde set lys om aftenen, men det viste sig, at ejeren var i gang med at renovere lokalet, og det er ikke forbudt, siger Jørgen Jensen.

Ingen vold på gade eller hjemme

Weekendens døgnrapport er fri for voldsepisoder nu, hvor de gængse værtshusslagsmål ikke kan opstå.

- Der er heller ikke meldt om husspektakler, som man kunne frygte, vi ville få nu, hvor folk er tvunget til at opholde sig mere i hjemmet. I det hele taget er folk flinke til at undgå at optræde i flokke. Vi kan kun opfordre til, at man sørger at komme ud i det fri i det gode vejr, og det har vi jo pladsen til heroppe, siger Jørgen Jensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.