Løbere og ildsjæle nomineret til priser

Morsø Kommune afslører de nominerede til priserne som Årets Frivillig og Årets Forening på Mors

Løbeklubben Pinen og Plagen er blandt de nominerede til Morsø Kommunes pris Årets Forening 2019. Arkivfoto

Løbeklubben Pinen og Plagen er blandt de nominerede til Morsø Kommunes pris Årets Forening 2019. Arkivfoto

MORS:Bio Mors, Midtmors Sportsforening og løbeklubben Pinen og Plagen er alle nomineret til prisen Årets Forening 2019, som uddeles ved Frivilligfesten fredag 20. marts.

Det er Morsø Kommune, der er vært for festen, som hædrer det frivillige arbejde på øen. Her uddeles også en pris til Årets Frivillig 2019. De tre nominerede til den pris er Dagmar Nygaard, Daisy Vester Jensen og Erik Hansen.

I priskomitéen til Årets Frivillig og Årets Forening sidder borgmester Hans Ejner Bertelsen og udvalgsformændene Tore Müller, Meiner Nørgaard, Ellen Philipsen Dahl og Henning Sørensen.

Bio Mors er en forening, der drives af en daglig leder og cirka 90 frivillige, som sørger for, at der er liv og hyggelig stemning i den gamle biograf.

Midtmors Sportsforening er nomineret for Midtmors Parasport, der er en aktivitet for børn med bevægelseshandicap. Også børnenes forældre har stor glæde af aktiviteterne, der har skabt grobund for nye netværk.

Løbeklubben Pinen og Plagen engagerer sig i lokalsamfundet gennem mange lokale arrangementer, for eksempel Bloddonorløb, Klovneløb, Jernviljeløb og Mors 100 Miles, nævnes det i en pressemeddelelse fra Morsø Kommune.

Om de tre nominerede til Årets Frivillig 2019 fremhæves det, at Dagmar Nygaard for 11 år siden tog initiativ til Gå i Gang Mors. Det startede med 15 deltagere, i dag er der 150. Siden har hun også startet ”Gå dig glad med Dagmar og Hjerteforeningen”.

Daisy Vester Jensen er bestyrelsesformand i Limfjordens Idrætsforening og sætter en ære i at gøre et godt stykke arbejde i foreningen for psykisk sårbare mennesker.

Erik Hansen har været en stor del af Nykøbing Mors Cricket Club gennem mange år, først som udøver, siden som formand og senest som træner til stor glæde for mange børn og unge. Han spiller også en stor rolle for ungdomsspillernes klubaftener.

Frivilligfesten afholdes i Sparekassen Thy Arena Mors. I løbet af festaftenen uddeles desuden priserne Årets Ungleder, Handicapprisen, Kulturius og Årets Kunstner. Der meldes udsolgt med 500 spisende gæster, men det er forsat muligt at købe tribunebilletter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.