Mand dræbt i trafikulykke på Mors: Ramte vejtræ

Den uafhængige Politiklagemyndighed undersøger sagen, fordi manden var i kontakt med politiet kort forinden ulykken

Mette Siggaard
Trafikdrab på Mors. Foto: Peter Mørk
Trafikulykke 10. november 2018 13:46 - Opdateret 10. november 2018 15:18

NYKØBING: En 44-årig mand fra Mors blev natten til lørdag dræbt i en trafikulykke på øen.

Ifølge vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi kørte manden i sin store Mercedes fra Nørrebro i Nykøbing mod vest, da han i krydset ved Vildsundvej fortsatte over vejen uden at standse, endte i en grøft og ramte et vejtræ.

– Manden er muligvis kommet i høj hastighed, siger vagtchefen.

Ulykken skete klokken 01.07, men kort forinden havde manden været i kontakt med politiet.

Selv om politiet ikke nåede at sætte efter manden i bilen, skal sagen undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- Vi har haft DUP inde over, fordi politiet kort forinden forsøgte at få kontakt med ham, siger Anders Olesen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed skriver i en pressemeddelelse, at man klokken 02.53 natten til lørdag modtog en underretning fra Midt- og Vestjyllands Politi om, at en person i forbindelse med politiets eftersættelse af ham på Mors, kørte galt og døde i forbindelse med trafikulykken.

Politiklagemyndigheden har iværksat en efterforskning i sagen. Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til statsadvokaten.

Familien til den dræbte 44-årige mand er underrettet.

Mette Siggaard
Dødsulykke i Nykøbing. Foto: Peter Mørk
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...