Vold

Mand stukket i låret med kartoffelskræller - kvinde havde flere sår

Voldsomt opgør mellem par har ført til, at begge er blevet sigtet for kvalificeret vold

NYKØBING MORS: En mand i Nykøbing Mors blev lørdag aften stukket i baglåret med en kartoffelkniv. Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Klokken 23.03 blev der ringet til alarmcentralen med melding om, at manden var faldet om på gaden. Da ambulance kom frem, blev det konstateret, at han havde noget, der lignede et knivstik i baglåret.

- Det viste sig, at det formentlig er en kartoffelskræller, der er blevet brugt, fortæller Ole Vanghøj.

Politiet fandt frem til mandens lejlighed, hvor hans samlever - en 20-årig kvinde - befandt sig.

- Hun havde også skader, der stammede fra kartoffelskrælleren, konstaterer vagtchefen.

Kvinden havde snitsår eller stiksår, som dog ikke var livstruende. Hun har ikke ønsket at udtale sig til politiet. Lejligheden bar præg af, at der havde været tumult mellem parret:

- Det står lidt hen i det uvisse, hvad der er sket. Vi skal høre sagen fra begge sider, før vi kan drage en konklusion. Men de er i et parforhold og har været i infight, siger vagtchefen.

Ingen af parterne fik alvorlige skader. De er begge blevet sigtet for kvalificeret vold efter straffelovens paragraf 245 men vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.