Masser af tæsk: Men sparekasse fik vendt skuden til overskud

Kunderne strømmede til og ville lege med penge, da Frøslev-Mollerup Sparekasse i andet halvår 2022 endelig igen fik lov at drive fri pengeinstitutvirksomhed

- Vi vil selvfølgelig gerne løbende opnå en større markedsandel, men det skal ikke ske på bekostning af, at vi bliver færre mennesker på Mors, siger direktør Frank Bertelsen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

- Vi vil selvfølgelig gerne løbende opnå en større markedsandel, men det skal ikke ske på bekostning af, at vi bliver færre mennesker på Mors, siger direktør Frank Bertelsen. Foto: Bo Lehm

MORS:Frøslev-Mollerup Sparekasse har præsteret et turnaround af de mere markante. Et underskud i første halvdel af 2022 på 1,9 millioner kroner blev vendt til et positivt årsresultat før skat på 1,8 mio. kr. Et tal, som direktør Frank Bertelsen efter omstændighederne og markedsforholdene betegner som tilfredsstillende.

- Da vi nåede til 30. juni 2022, havde vi omtrent fået alle de tæsk på kursreguleringer, vi skulle have. Resten af året blev lidt mere i den normale gænge. Vi fik lov at drive almindelig pengeinstitutvirksomhed igen. Vi fik lov at omlægge folks lån, og det har givet os en masse aktivitet. Derved fik vi sat en slutspurt ind, som reddede os igennem året til allersidst, siger Frank Bertelsen.

Og nye kunder strømmede til det eneste pengeinstitut, der er hjemmehørende på Mors.

- Vi fik 447 nye kontoførende kunder i løbet af 2022, og jeg mener, det er den største tilgang, vi har oplevet. Det er mange for sådan en lille biks som vores. Det er lokal tilgang, hvilket gør det ekstra imponerende. Vi vil selvfølgelig gerne løbende opnå en større markedsandel, men det skal ikke ske på bekostning af, at vi bliver færre mennesker på Mors, siger direktøren.

Direktøren er godt tilfreds med, at sparekassen red rentestormen af. Det ternede tæppe i skarpe kulører samler den gamle og nye del af sparekassebygningen i Vestergade og de 27 medarbejdere.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Direktøren er godt tilfreds med, at sparekassen red rentestormen af. Det ternede tæppe i skarpe kulører samler den gamle og nye del af sparekassebygningen i Vestergade og de 27 medarbejdere.  Foto: Bo Lehm

Selv er Frøslev-Mollerup Sparekasse en solid forretning. Kapitalprocenten, der er en måling af, hvor stor kernekapital, pengeinstituttet har i forhold til samlede risikovægtede eksponeringer, sætter rekord med 29,9 procent.  Basisindtjeningen er i året øget med 21 procent til 12,9 mio. kr., hvilket også er rekord for sparekassen. Det er 3,6 mio. kr. mere, end hvad man havde budgetteret med. 

- Når vi ser så store renteudsving som i 2022, er det rart at vide, at der skal meget til for at ryste os. Selv sådan en 200 års hændelse ryster vi af os og kommer helskindet ud af året, som direktøren formulerer det. 

Modsat er resultatet mærkbart påvirket af negative kursreguleringer på lidt over 10 mio. kr. Kursreguleringen kan alene henføres til de historiske rentestigninger i 2022, som har påvirket sparekassens beholdning af obligationer. Traditionelt har mindre sparekasser et stort indlånsoverskud, hvoraf en betydelig del er placeret i obligationer. Dette er også tilfældet for Frøslev-Mollerup Sparekasse.

Lysere udsigter for 2023

- Ser vi på det samlede afkast på vores fondsbeholdning udgør denne -1,9 procent. Dette anses som et acceptabelt resultat i et meget besværligt år på dette område. Den stigende rente har på kort sigt negativ indflydelse på afkastet på obligationsbeholdningen som følge af kursfald. På længere sigt kan vi se frem til bedre afkast på obligationsbeholdningen grundet det højere renteniveau. En normalisering af renteniveauet i samfundet vil, alt andet lige, være gunstig for sparekassens drift, siger Frank Bertelsen. 

Og her mener han en højere rente, som både indlånskunder og sparekassen selv kan tjene på.

- En stor del af vores balance, godt og vel 950 mio. kr.,  er indlån, og vi har ikke sagt nej til at tage imod nogen kunder i de efterhånden otte år, vi havde med negativ rente. Det har været en nulforretning, men nu begynder vi at se en rentestigning og dermed en margin til indtjening. Derfor er forventningerne til 2023 noget bedre end længe, siger Frank Bertelsen.

Men det samlede udlån faldt med fem procent i 2022.

- Vi har selvfølgelig analyseret på årsagen. Vi synes selv, vi har lavet ufatteligt mange bilfinansieringer, og vi har aldrig haft så mange hushandler som i 2022. Men det er de mange låneomlægninger, der gør det. Havde man et huslån på en million, der pludseligt kunne indfries til 600.000 kr, lånte man typisk 200.000-300.000 kr. mere, og de penge brugte man på at nedbringe et lån hos os, som jo er lidt dyrere end en kreditforeningsfinansiering. Det har vi selv rådgivet kunderne til, men det har så gjort, at vores udlån er blevet skubbet lidt bagud, siger Frank Bertelsen.

Det har generelt været et lousy år for folk, der har investeret penge i værdipapirer.

- Men nu begynder det at vende igen. Jeg har haft den holdning, at man ikke skulle sælge, men se tiden an. Det nytter ikke at handle i panik over Putin eller energipriserne, og nu er der udsigt til at rette op på de tab, der skete sidste år. Selvfølgelig er det også til gavn for os, at vores kunder i stor udstrækning har ladet deres investeringer stå, siger direktøren.

- Man skal efter min mening ikke sælge sine værdipapirer i panik. Gør man det, starter man på bar bund, når konjunkturerne går opad igen, siger Frank Bertelsen.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

- Man skal efter min mening ikke sælge sine værdipapirer i panik. Gør man det, starter man på bar bund, når konjunkturerne går opad igen, siger Frank Bertelsen.  Foto: Bo Lehm

Sparekassens flerårige reservehensætning til følgerne af covid-19 relaterede tab er også blevet stående og tilmed forøget med 10 procent til 3,3 mio. kr. Der har hidtil ikke været brug for den, men den makroøkonomiske udvikling er fortsat præget af usikkerhed. På Mors er arbejdsløsheden fortsat meget lav, og erhvervskunderne oplever stor ordrefremgang dog med tegn på opbremsning senere på året. 

Afviser ingen som kunder

Der har på landsplan været nogen forargelse over, at visse befolkningsgrupper er blevet nægtet at oprette en konto i pengeinstitutter. Derved afskæres bistandsmodtagere, hjemløse, udenlandsk arbejdskraft m. fl. fra at modtage løn og ydelser. Kunne Frøslev-Mollerup Sparekasse finde på at afvise den slags mennesker som kunder?

- Det er ikke noget, jeg har hørt om, at vi gør. Vi har tillige vores kasse, som er åben alle dage, og vi kan udstyre folk med et kort, så de kan gå i vores automat døgnet rundt. Folk skal have adgang til deres penge, men jeg ved godt, at vi nok er en uddøende race blandt pengeinstitutter ved at have kasseåbent fra morgen til aften. Hos os kan du blive betjent af medarbejdere, og det er der kunder i alle aldre og sociale baggrunde, som foretrækker, siger Frank Bertelsen. 

Frøslev-Mollerup Sparekasse fremlægger årsregnskab med overskud.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Frøslev-Mollerup Sparekasse fremlægger årsregnskab med overskud.  Foto: Bo Lehm

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.