Mindst 33 tilfælde af rudeknusninger

Fire nye anmeldelser om ruder knust med bl. a. afmærkningsspyd

 <i>Bo Lehm</i>

Bo Lehm

Opdatering kl. 16:52: Tidspunkt for hærværk i Sdr. Dråby rettet.

MORS:Politiet er nu oppe på 33 eller 34 sager om ruder, der er blevet knust på Mors i sidste uge.

I alt fire nye anmeldelser er kommet til i løbet af weekenden, men i alle tilfælde handler det om hærværkstilfælde, der er eller kan være begået natten mellem onsdag og torsdag - samme nat, hvor mange huseejere på den sydlige del af øen vågnede op til knuste ruder.

Også i de sager, der nu er blevet anmeldt, er der i de fleste tilfælde fundet gule afmærkningsspyd på gerningsstedet. Det er spyd af den type, der markerer vejsiderne til brug under snerydning, men som i nogle tilfælde bliver stående langs vejene hele året.

Nogle steder er der dog også kastet med sten. Det var tilfældet ved et hus i Sdr. Dråby, hvor der er kastet en sten mod et spisestuevindue. Kun det yderste lag i termoruden blev dog knust. Hærværket er sket mellem onsdag kl. 08 og torsdag kl. 10, oplyser Karl Tange fra lokalpolitiet i Thisted.

Han mener, at det godt kan være gerningsmanden fra de andre hærværkstilfælde, som har været på spil her - selv om sagen skiller sig ud ved at være sket på Nordmors. Ellers er anmeldelserne udelukkende kommet fra området syd for hovedvej 26.

I øvrigt er der i denne omgang kommet anmeldelser fra Redsted, Thissinghuse, Øster Assels og Fjallerslev. I hvert fald de to sidstnævnte steder blev der brugt markeringsspys, og på Ålekistevej i Øster Assels blev en bil set køre væk fra stedet i sydlig retning efter hærværket, der skete ved 02.20-tiden natten til torsdag.

Ud over sorte biler, der larmer meget og er set køre væk i høj hastighed, har politiet indtil videre ikke så meget at gå efter.

- Nej, det har vi faktisk ikke. Der er nogle folk, vi skal have kigget efter. Men vi har mere papir i blokken og modtager meget gerne tips, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.