Mors-Thy blev ligaklar med stil

Storsejr over Nordsjælland. Nu gælder det økonomisk gevinst for førsteplads i nedspillet

David Højmark
Søren Nørgård var i scoringshumør, da Mors-Thy bankede Nordsjælland i Thyhallen.
Mors-Thy håndbold 20. april 2019 18:30 - Opdateret 20. april 2019 22:12

Mors-Thy Håndbold fejrede en ny sæson som ligaklub med stil, da nordvestjyderne lørdag vandt med 29-22 over Nordsjælland.

Kampen i Thyhallen var anden runde i nedspillet, og den var endnu mindre spændende, end cifrene antyder.

Hjemmeholdet åbnede motiveret, bragte sig foran med 3-0 og øgede trods to mand i undertal for tidlige udvisninger inden for få sekunder til Kasper Lindgren og Marcus Dahlin.

6:0-forsvaret, der fungerede så stærkt i anden halvleg af onsdagens udekamp mod Lemvig-Thyborøn, gjorde det igen fra start foran en fremragende Ronnie Nicolaisen - og frem mod Nordsjællands første timeout forlangt af en meget vred Ian Marko Fogh fik gæsterne kun scoret på to straffekast.

De kom bedre med midt i første halvleg, men deres forsøg på at spille syv mod seks gav ikke det ønskede udbytte, og i stedet øgede Mors-Thy dramatisk frem imod pausefløjtet, da fire scoringer i træk sikrede 16-8 - en af scoringerne sat ind af Mads K. Andersen, som dermed satte rekord ved som den første spiller i Mors-Thys historie at score i 34 ligakampe på stribe.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før Mors-Thys føring var oppe på 10, og tilbage var kun spørgsmålet, om dagen skulle byde på endnu en rekord. Venstrefløj Søren Nørgård havde kurs mod Morten Ballings otte år gamle rekord med 13 mål i samme kamp - og han havde nået den, hvis det ikke havde været for to afbrændere i kampens sidste fjerdedel, så han endte med 11 mål på dagen.

Med sejren kan Mors-Thy bruge de sidste to kampe i nedspillet på at spille for førstepladsen. Den giver 75.000 kroner til klubkassen og kan sikres med sejre over KIF Kolding på hjemmebane og Ribe-Esbjerg på udebane.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...