Mors-Thy Håndbold Akademi tæt på 1. pladsen efter ny storsejr
Mors-Thy Håndbold Akademi mangler nu blot to point for at være sikre på rækkens 1. plads og en direkte billet til Final 4

Mors-Thy Håndbold Akademi gik igen målamok, da de vandt med 38-22 over Skjern. Arkivfoto: Henrik Bo
SKJERN:En sejr på 38-22 ville normalt medføre løftede øjenbryn hos de fleste håndboldkenderne, men store sejre er efterhånden blevet et varemærke for U19-drengene fra Mors-Thy Håndbold Akademi i U19-ligaen. Torsdag vandt de nemlig med netop 38-22 i udebanekampen mod Skjern. Mors-Thy U19 har tromlet over alt og alle i denne sæson, og efter 23 kampe står holdet tilbage med blot et nederlag og en målscore på plus 218. De gode resultater har da også gjort, at Mors-Thy U19 er snublende tæt på at sikre sig 1. pladsen i ligaen, der vil give adgang til DM-slutspillet, der i år foregår på Mors. I torsdagens kamp mellem Skjern og Mors-Thy U19 var der ikke meget tvivl om resultat, men alligevel var der lidt malurt i bægeret efterfølgende.
- Efter kampen gav jeg faktisk spillerne lidt voksenskældud, for der var nogle aspekter af kampen, jeg ikke var helt tilfreds med. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke kun for at skælde ud, men også for at holde drengene til ilden og sørge for, at de også går ind til næste kamp med ydmygheden i behold. Når det så er sagt, så spillede vi en faktisk en rigtig fin kamp, og i angrebet var vi rigtig skarpe, siger Mors-Thy-Håndbold Akademi-træner Lars Krarup.
Fra starten af kampen dominerede udeholdet klart kampen, men der var alligevel et par punkter, hvor spillet kunne forbedres. I offensiven blev der nemlig misbrugt for mange chancer, mens defensiven ellers stod rigtig stærkt. Trods mange afbrændere så fik Mors-Thy U19 scoret 16 mål i første halvleg, mens man holdte Skjern nede på blot 8 mål i første halvleg.
I anden halvleg buldrede udeholdets offensiv fortsat afsted, og særligt udeholdets fløje viste stor træfsikkerhed i anden halvleg. I defensiven fik udeholdet dog aldrig løst Skjerns helt store trussel fra back-positionen trods flere defensive justeringer. De defnsive udfordringer ændrede dog ikke på, at Mors-Thy U19 var helt suveræne i anden halvleg. Faktisk var suveræniteten så stor, at der i anden halvleg blev spilletid til U17-spilleren Anton Houe, der kom ind og gjorde en god figur med fire scoringer. Efter en overlegen præstation vandt Mors-Thy U19 med 38-22.
- Vi fik, det vi kom efter, og viste rigtig fint offensivt spil, siger Lars Krarup.
Et mulehår fra Final 4
Med torsdagens sejr er Mors-Thy U19 særdeles tæt på at sikre sig direkte deltagelse til Final 4. Kravet er blot to point i de sidste tre kampe. Lars Krarup erkender, at det ser godt ud, men han vil stadig have matematisk sikring på 1. pladsen.
- Det er klart, at der skal gå rigtig meget galt for os, hvis vi ikke skal ende som nr. 1. Man ved dog aldrig, hvad der kan ske i håndbold i forhold til skader og sygdom, men det ligger forholdsvis godt til os. Det vil også være en kæmpe skuffelse, hvis vi vi ikke deltog i Final 4, når det nu foregår på vores hjemmebane, siger Lars Krarup.
Kampfakta
Håndbold, U19 Liga
Skjern GF
Mors-Thy Håndbold Akademi
Resultat: 22-38
Pause: 8-16
Mål: Malthe Bull 12, Magnus Norlyk 7, Anders Toft 5, Anton Houe 4, Mickey Olah 4, Kristoffer Vestergaard 3, Rasmus Houmøller 2 og Nicklas Jensen 1.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.