Mors-Thy Håndbold Akademi vandt trods vanskeligheder
Efter en periode med total dominans og store sejre skulle Mors-Thy U19 grave dybt for at vinde tirsdagens kamp mod Kolding

Mors-Thy Håndbold Akademi tog tirsdag sæsonens 20. sejr ud af 21. mulige Arkivfoto: Henrik Bo
NYKØBING:U19-drengene fra Mors-Thy Håndbold Akademi har været skræmmende på det sidste, hvor holdet har afklædt deres modstandere i U19-ligaen, og i det seneste to kampe har Mors-Thy U19 vundet med henholdsvis 37-15 og 32-15. Tirsdag aften viste holdet sig så fra en mere menneskelig side, da Mors-Thy Håndbold Akademi i egen hule lige akkurat fik hevet en sejr på 33-32 hjem mod Kolding, der hele kampen igennem drillede værterne.
- Kolding gjorde det svært for os, og de spillede en god kamp. Vi kan dog heller ikke selv være helt tilfredse med vores egen præstation. I flere facetter manglede vi lige det sidste, siger Rune Lanng, der stod i spidsen for Mors-Thy Håndbold Akademi mod Kolding.
I starten af kampen var det ikke til at se, Mors-Thy U19 for tiden topper U19-ligaen med god afstand ned til de øvrige forfølgere og har vundet 20. kampe ud af 21. mulige i denne sæson. Hjemmeholdet lignede nemlig ikke sig selv, og der blev givet for meget initiativ til Kolding. I defensiven fik man ikke vundet sine dueller, og derudover havde Koldings stregspiller for gode betingelser. I offensiven manglede holdet koncentration, og der blev sjusket for meget. Efter den dårlige start på opgøret fik hjemmeholdet stabiliseret deres spil, og Mors-Thy U19 kom bedre med mod slutningen af første halvleg, dog var hjemmeholdet bagud med 13-14 til halvleg.
I anden halvleg kom Mors-Thy U19 så igen ovenpå, og efter at have været bagud til halvleg fik værterne bragt sig i front på måltavlen. Hjemmeholdet kunne dog ikke helt ryste Kolding af sig, og gæsterne bed hele halvlegen igennem Mors-Thy U19 i haserne trods flere føringer til hjemmeholdet. Med tre minutter tilbage af kampen lignede det, at hjemmeholdet havde knækket Kolding, da Mors-Thy U19 kom foran med 33-30. Efter en afbrænder og en teknisk fejl fik Kolding dog kæmpet sig ind i opgøret på ny, og med 30 sekunder tilbage fik gæsterne reduceret til 33-32. I de sidste 30 sekunder kunne Mors-Thy U19 så gå tiden ud, og derfor vandt Mors-Thy U19 kampen med 33-32.
- Det var måske sundt nok for spillerne at blive presset. Det minder os om, at vi stadig skal kæmpe for det, siger Rune Lanng.
Med sejren over Kolding har Mors-Thy U19 nu tre point ned til GOG på 2. pladsen.
Kampfakta
Håndbold, U19 Liga
Mors-Thy Håndbold Akademi
Kolding IF
Resultat: 33-32
Pause: 13-14
Mål: Kristoffer Vestergaard 10, Malthe Bull 8, Anders Toft 5, Christoffer Brorson 3, Nicklas Jensen 3, Rasmus Houmøller 3 og Nik Haaning 1.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.