Mors-Thy snublede i ligapremieren: Faldt med æren i behold mod formodet tophold

I ligapremieren leverede Mors-Thy Håndbold langt hen ad vejen en god indsats, men kræfterne slap op i 24-30-nederlaget til TTH

Mors-Thy Håndbold faldt sammen til slut i ligapremieren mod TTH Holstebro. <i>Bo Lehm</i>

Mors-Thy Håndbold faldt sammen til slut i ligapremieren mod TTH Holstebro. Bo Lehm

HÅNDBOLD:Efter halvandet års corona-restriktioner var der atter fyret helt op under Bette Balkan i Nykøbing, da Mors-Thy Håndbold indledte denne sæsons håndboldliga med en hjemmekamp mod TTH Holstebro.

Med cirka 18 måneder siden den seneste fuldbyrdede håndboldoplevelse på Mors var der i den grad lagt op til en fest og et inferno for gæsterne fra TTH Holstebro. Lad det være sagt med omtrent samme tryk som Bette Balkans svar på Copenhagen Drummers, leverede opbakning med: Håndboldfolket i det nordvestjyske har ikke glemt, hvordan man skaber stemning.

I en øredøvende og meget medlevende atmosfære stod det hurtigt klart for ambitiøse TTH Holstebro, at det ikke ville blive nogen nem opgave at overvinde den forsvarende pokalmester.

Mors-Thy Håndbold er stadig ramt af skader, så bredden er ikke helt som ønsket for træner Niels Agesen. Det var dog tydeligt, at han allerede havde lært en del i forhold til Super Cup-kampen mod Aalborg, da kræfter var blevet et tema for det skadesplagede mandskab.

Mod Holstebro blev der igen tryllet godt med ressourcerne, så der var mulighed for at holde dampen oppe for det hårdt kæmpende hjemmehold.

MTH havde gennem det meste af første halvleg godt styr på sin defensiv, hvor man gjorde det svært for gæsterne at komme til de ønskede afslutninger. Blandt andet blev der holdt et vågent øje med Nikolaj Markussen, der skal være glad for, at det var en elastisk trøje, han havde fået på til kampen.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med Mads Hoxers skadesfravær var det igen Tim Sørensen, der havde ansvaret for at skabe tryk fra højrebacken, og det løse han flot. Erik Toft var ligeledes godt spillende i en første halvleg, hvor eneste minus en god helhedoplevelse var en anelse for mange brændte chancer af den slags, som man kategoriserer som store afbrændere.

Da de to holds holdledere skulle flytte udstyr fra den ene bænk til den anden, var det med Mors-Thy i spidsen 15-14.

Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro 24-30 (14-13)

Målscorere for Mors-Thy: Erik Toft 6, Bjarke Christensen 5, Tim Sørensen 3, Alex Franzen 3, Lasse Pedersen 2, Kasper Lindgren 2, Emil Hansson 2, Jacob Hansen 1.

Topscorere for TTH: Magnus Bramming 7, Frederik Tilsted 5, Allan Damgaard 4, Jeppe Faurholt 3, Jonas Gade 3, Nikolaj Markussen 3, Jesper Munk 2, Mathias Porsholdt 2 og Jonas Porup 1.

Stillinger undervejs: 0-2, 6-5, 8-9, 13-11, 15-16, 17-19, 22-23, 22-26, 22-27

2 min. udvisninger: Mors-Thy 5 TTH 5

Rødt kort: Jonas Gade (3x2 min.)

Anden halvleg begyndte meget lig, hvordan de første 30 minutter var blevet afsluttet fra hjemmeholdets side. Der blev ganske enkelt brændt for mange chancer på TTH-keeper Ronnie Nicolaisen.

Defensivt fik Mors-Thy gradvist vanskeligere ved at hold TTH-spillerne i de mange dueller, og det udmøntede sig i en række straffekast, hvor Magnus Bramming var sikkerheden selv for gæsterne. Det var dog til stadighed en kamp, der bølgede frem og tilbage. Begge hold havde korte perioder med momentum,, som blev udnyttet til enten at trække fra eller hive ind i forhold til afstanden på måltavlen.

Flere gange i løbet af anden halvleg var kampen ved at tippe afgørende over til TTH's fordel, men igen og igen formåede Mors-Thy flot at svare tilbage. Da kampen gik ind i sin afgørende fase, var det imidlertid slut med modsvarene fra hjemmeholdet. Blandt andet svigtede fløjene i en overtalsperiode, hvilket sendte TTH på sejrskurs.

Igen må man man spørge sig selv, om bredden blev afgørende for et bravt kæmpende Mors-Thy-mandskab, der havde enormt svært ved at score mål i store dele af anden halvleg og særligt, da kampen skulle afgøres.

Da Nikolaj Markussen stjal bolden og satte en kontra igen, der endte med en scoring fra Jeppe Faurholt, var kampen afgjort. Bagud 22-27 med fem minutter igen, var der ikke mere at komme efter.

End ikke en sidste ihærdig slutspurt fra hjemmeholdet kunne ændre på det faktum, at TTH Holstebro kunne tage to point med hjem fra Bette Balkan, hvor man dog kan glæde sig over, at rammen opbakningen stadig holder international klasse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.