MORS-THY: Nedspillet blev skudt i gang med et kæmpedrama for Mors-Thy Håndbold.
Lørdag vandt nordvestjyderne holdets første kamp i kvalifikationsspillet, da Skanderborg blev slået med 27-26 i Thy Hallen. Men der skulle en scoring efter tid til at sikre de to point, da Nickolei Jensen sendte et frikast igennem Skanderborgs mur og på sin første afslutning i kampen afgjorde den til fordel for hjemmeholdet.
Forinden havde de to hold spillet en kamp, der var nøjagtig lige så tæt som forventet.
Efter en jævnbyrdig første halvleg trak Mors-Thy dog en smule fra i anden halvleg, men Skanderborg nåede op og på et straffekast udnyttet af den tidligere MTH-anfører Morten Balling nåede de også på 26-26 med et halvt minut tilbage.
Men efter et ellers mislykket sidste angreb fik hjemmeholdet chancen efter tid - og tog den ved Nickolei Jensen.
Med sejren topper Mors-Thy puljen for nedspillet. Holdet spiller sin næste kamp på fredag ude mod Sønderjyske.
chat_bubble keyboard_arrow_down keyboard_arrow_up
Log ind