Morsø FC vandt med 5-0 efter forrygende anden halvleg
Morsø var under pres i første halvleg af kampen mod NUGF Viborg, men efter pausen viste holdet højt niveau og vandt en flot sejr

Morsø FC fik onsdag en flot sejr på hele 5-0 mod NUGF Viborg Arkivfoto: Claus Søndberg
Efter en åbning på sæsonen med en sejr og et nederlag fik Morsø FC for alvor stemplet ind i den nye sæson i serie 2 onsdag aften. På udebane mod NUGF Viborg vandt morsingboerne nemlig med hele 5-0. I kampens første halvleg var gæsterne under et gevaldigt pres, mens Morsø FC i anden halvleg for alvor foldede sig ud. Første halvleg var endt 0-0, men efter pausen fik Morsø FC scoret tidligt og fik ellers sat kontrakniven ind mod NUGF Viborg.
- I første halvleg var vi under pres, og vi var også lidt heldige med ikke at komme bagud. Da vi kom foran i anden halvleg tvang det modstanderen til at komme længere frem på banen, og det var guf for Mikkel Agger og Mathias Sørensen oppe foran, siger Morsø FC-træner Brian Rettig.
Selvom Morsø FC vandt med 5-0, så var der ikke mange tegn på en sejr til udeholdet i kampens første halvleg. NUGF Viborg var mest chanceskabende, og i det 5. minut var hjemmeholdet tæt på at tage føringen, men fra en position lige foran mål missede en NUGF Viborg-spiller. I det meste af første halvleg pressede hjemmeholdet mest på, men Morsø FC fik holdt stand. Mod slutningen af første halvleg fandt Morsø FC sig en smule bedre til rette på banen, og i det sidste kvarter af første halvleg kom de en smule mere med i kampen. Der blev ikke scoret i første halvleg, og dermed gik holdende til pause med 0-0.
I anden halvleg ændrede kampbilledet sig gevaldigt, da Mikkel Agger fik bragt Morsø FC foran med 1-0. Med scoringen blev NUGF Viborg nemlig tvunget frem, og det passede for alvor de hurtige frontspillere fra Morsø FC, der nu kunne slå til på omstillinger. I det 53. minut kom udeholdet foran med 2-0, da et udspark fra keeper Rune Noppenau strøg hele vejen igennem til Mikkel Agger, der fik scoret. Den gode start fra Morsø FC var ikke tilendebragt, for i det 62. minut gjorde Mathias Sørensen det til 3-0, og i det 65. minut fik selvsamme Mathias Sørensen scoret til 4-0, da Lukas Riis fandt ham med et indlæg. Et forvandlet Morsø FC-hold var i anden halvleg hjemmeholdet overlegent, og i det 90. minut blev den gode præstation så kronet med en scoring til 5-0, da Mikkel Agger lukkede målscoringen med et flot mål.
- Da vi kom foran ændrede det totalt kampbilledet til vores fordel, siger Brian Rettig, der også glæder sig over, at hans mandskab med sejren holder den tunge ende af tabellen på afstanden.
- Havde vi tabt i dag, så var vi havnet i den nederste del af tabellen. Nu ligger vi i stedet nr. 2 og kan se frem til en kamp på søndag mod førstepladsen, siger Brian Rettig.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
NUGF Viborg
Morsø FC
Resultat: 0-5
Pause: 0-0
Mål: 0-1 Mikkel Agger (49). 0-2 Mikkel Agger (53). 0-3 Mathias Sørensen (62). 0-4 Mathias Sørensen (65). 0-5 Mikkel Agger (90).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.