Morsø Gymnasium skal have ny rektor: Kurt Sonne Thomsen går på pension

Efter 40 års ansættelse takker en utrættelig forkæmper for Morsø Gymnasium nu af

Efter 40 års ansættelse på Morsø Gymnasium takker Kurt Sonne Thomsen af og går på pension fra 1. november. <i>Bo Lehm</i>

Efter 40 års ansættelse på Morsø Gymnasium takker Kurt Sonne Thomsen af og går på pension fra 1. november. Bo Lehm

NYKØBING:Kurt Sonne Thomsen går på pension efter 40 års ansættelse på Morsø Gymnasium. Dermed når et livslangt glødende engagement for at give lokale unge en gymnasial uddannelse, et foreløbigt punktum.

Det skriver Morsø Gymnasium i en pressemeddelelse.

Kurt Sonne Thomsen blev ansat på Morsø Gymnasium i august 1981, og har været der siden. Først som underviser i fysik og matematik, men fra 1988 også som vicerektor indtil han i 2003, blev udpeget som rektor.

Hans kamp for Morsø Gymnasium har været utrættelig gennem årene.

- Der er store fordele ved at være en mindre skole, hvor alle kender hinanden, og der er mere trygt. Kampen i den forbindelse har været, at sikre en fornuftig økonomi for mindre enheder som Morsø Gymnasium. Det har været en løbende kamp gennem stort set alle årene som rektor, fortæller Kurt Sonne Thomsen.

Kurt Sonne Thomsen har sat betydelige aftryk i årene på Morsø Gymnasium. Han har været af drivkræfterne bag udviklingen af dramalinjen på Morsø Gymnasium og ikke mindst gymnasiets engagement i udviklingen af Morsø Multipark samt udviklingen af samarbejdet omkring Sports College Mors.

Hans vej gennem arbejdslivet har været den direkte vej. Mindre end ti dage efter at have afleveret hans speciale fra Aarhus Universitet, var han i pædagogikum på Munkensdam Gymnasium i Kolding. Det var i 1981, og han har været i job siden.

- Jeg har ingen aktuelle planer for, hvad jeg skal lave i fremtiden andet, at jeg tager et sabbatår. Det er en god måde at få lukket et kapitel og finde ud af, hvad jeg herefter kaster mig over. Noget kommer der til at ske. Jeg ikke typen, der kan sætte mig hen i et hjørne og lave ingenting, fortæller Kurt Sonne Thomsen.

Ros fra bestyrelsen

I bestyrelsen for Morsø Gymnasium er der store roser til den afgående rektor.

- Kurt Sonnes indsats har været altafgørende for, at vi har et gymnasium på Mors i dag. Han har taget kampene over årene og ikke været bange for at sætte ord på de udfordringer, vi har haft som gymnasium i vores del af Danmark med faldende elevtal mv. Han har ydet en fantastisk indsats og efterlader et gymnasium i god form til afløseren, siger bestyrelsesformand Peter Overgaard.

Det kommende generationsskifte på rektorposten er noget, man har arbejdet internt med gennem nogen tid.

- Vi har jo vidst, at dagen ville komme og derfor melder vi det også ud allerede nu, selvom Kurt Sonne fortsætter indtil 1. november. Nu skal vi, sammen med et rådgivningsfirma, i gang med at tegne profilen af den nye rektor, og så slår vi stillingen op og forventer at kunne sætte navn på den nye rektor formentligt en gang i august. Herefter kører Kurt Sonne og den nye rektor en glidende overgang, fortæller Peter Overgaard.

Kurt Sonne Thomsen, der har rundet 66 år, blev i 1993 gift med hustruen Anne Marie og sammen har de børnene Gustav og Dagmar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.