Morsø i top med corona-smitte
Stigende antal tilfælde både på Mors og i Thy

Bo Lehm
THY-MORS:Efter en længere periode med forholdsvis få tilfælde er Morsø Kommune igen røget til tops i den daglige opgørelse over coronasmitte i landets kommuner.
Med 21 nye smittede de seneste syv dage er incidenstallet for Mors (antal smittede pr. 100.000 indbyggere) tirsdag steget fra 94,0 til 103,9, og for anden dag i træk er Morsø dermed den kommune i Nordjylland med forholdsvis flest coronatilfælde.
Faktisk er Morsø Kommune tirsdag nummer to i Vestdanmark. Kun Randers har vest for Storebælt flere smittede.
Geografisk er smitten fordelt over hele øen. Selv om mange tilfældene er blevet opdaget i påsken, så kan man på grund af inkubationstiden næppe give påskegæster på øen skylden for stigningen, påpeger Rasmus Andreasen, kommunikationskonsulent i Morsø Kommune.
- Det er isolerede tilfælde, og det er ikke sådan, at vi har smitteudbrud på plejehjem eller i skoler. Men det er noget, vi holder øje med, siger han - som opfordrer morsingboerne til fortsat at huske at spritte af og holde afstand.
Også i Thisted Kommune er der fundet flere smittede. Med 19 nye tilfælde de seneste syv dage er incidenstallet her oppe på 43,8 - mod 36,9 dagen før.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.