Nej til giftige slagger under staldbygning
Politikere afslår ansøgning fra landmand i Bjergby på grund af fare for forurening af drikkevand
BJERGBY: En landmand i Bjergby får en nedadvendt tommelfinger fra Morsøs politikere. Den pågældende havde søgt om lov til at anvende forbrændingsaske og slagger til terrænregulering under et kommende staldbyggeri, men får afslag, fordi ejendommen, der skal udvides, ligger i et drikkevandsområde.
- Vi tør simpelthen ikke give tilladelse af frygt for, at der vil ske en forurening. Hvis der på et tidspunkt går hul på betongulvet i stalden, vil der sive vand ned, som kan udvaske giftstoffer i slaggelaget, som så vil kunne ødelægge drikkevandet i et stort område, siger Meiner Nørgaard (DF), formand for Morsøs udvalg for teknik og miljø, som onsdag gav afslag på ansøgningen.
Landbrugsejendommen er beliggende på vejen Bierkjær umiddelbart syd for Bjergby. Den er placeret i et af staten udpeget Osd-område, og byggefeltet er delvist omfattet af et indsatsområde for grundvand. Osd står for områder med særlige drikkevandsinteresser. Her er grundvandet er specielt vigtigt for indvindingen af drikkevand, og tilsammen vil disse Osd-områder, som der er tre af på Mors, kunne dække det fremtidige behov for rent drikkevand på en bæredygtig måde.
Skrånende terræn
Ejeren af ejendommen har fået miljøgodkendelse og byggetilladelse til at opføre en staldbygning på 1300 kvadratmeter. Da terrænet er stærkt skrånende ønsker ejeren en regulering, der vil bringe nybygning og køreveje i niveau med de eksisterende bygninger. Men hertil ønskede ejeren at indkøbe 3600 ton forbrændingaske og slagger. Men disse affaldsstoffer er i og over kategori 3, hvilket vil sige, at de har et højt indhold af forurenende stoffer, som vil kunne udvaskes af regnvand som såkaldt perkolat.
Konklusionen er, at ansøger skal foretage terrænreguleringen med naturlige fyldstoffer som grus, sand og knuste byggeaffald. Nyttiggørelse af slagger og aske kan samfundsmæssigt sagtens forsvares og anbefales i områder uden sårbare drikkevandsinteresser.
- Vi har med afslaget truffet en principiel beslutning. Næste gang, der indkommer en tilsvarende ansøgning om brug af slagger og aske til bundsikring af en ejendom beliggende i en grundvandszone, vil vores forvaltning give et administrativt afslag. Og tilsvarende en tilladelse, hvis ejendommen ligger uden for Osd-områderne, siger Meiner Nørgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.