Ny legeplads med måger og muslinger

Børnehavebørn var inviteret med til indvielsen af Limfjords-legepladsen onsdag

De indbudte børnehavebørn var hurtige til at indtage legepladsen, da den blev åbnet onsdag formiddag. Foto: Morsø Kommune

De indbudte børnehavebørn var hurtige til at indtage legepladsen, da den blev åbnet onsdag formiddag. Foto: Morsø Kommune

NYKØBING:Den ny legeplads, der er blevet opført på arealet Kulturfjorden i Nykøbing, kunne onsdag formiddag endelig tages i brug.

Børn har længe kigget forventningsfuldt ind gennem hegnet til byggepladsen, hvor kommunen har ventet på de sidste godkendelser, inden Limfjords-legepladsen kunne åbnes for besøgende. Nu er hegnet fjernet, og der blev holdt officiel indvielse med taler og indbudte gæster. Sidstnævnte bestod af børn fra Østergades Børnehus og M. C. Holms Skoles Børnehus, der straks indtog de mange redskaber, hvor fjordens liv er det gennemgående tema. Der er vippende blåmuslinger, plettede rødspætter, bløde søstjerner, man kan hoppe på, og figurer af måger.

Legepladsen er formet i et blødt gummiunderlag, som sikrer en stabil og sikker faldbeskyttelse. Mange redskaber er lave og nemme at tilgå og henvender sig til følesansen og balanceevnen. Større børn

kan udfordre deres klatrelyst. Rundt om på legepladsen ligger fiskekasser, som kan bruges som bænke. Det er også planen at opsætte nye borde og bænke i området til ophold, pauser og madpakker, oplyser Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Der har været forespørgsler om et hegn ved legepladsen til at skærme af op til vejen. Morsø Kommune er opmærksomme på ønsket og vil løbende evaluere på legepladsen, som skal binde byen og fjorden sammen, fremgår det af skrivelsen.

Limfjords-legepladsen er støttet af Nordea Fonden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.