Ny storsejr: Bredden sejrede for HF Mors/Skyum

Flere nye spillere greb chancen i sejren over Viborg

Rune Lanngs mandskab har fortsat kursen rettet mod en plads i U17 ligaen efter nytår.Arkivfoto Kurt Bering

Rune Lanngs mandskab har fortsat kursen rettet mod en plads i U17 ligaen efter nytår.Arkivfoto Kurt Bering

HF Mors/Skyum

Viborg HK

34-17

Håndbold, U17 drenge 1. division

SKYUM:U17 drengene for HF Mors/Skyum har været ganske suveræne i denne sæsons 1. division og vundet fem ud af fem kampe. I onsdagens kamp på hjemmebane mod Viborg fortsatte mandskabet deres suverænitet ved at vinde med hele 34-17 på hjemmebane over Viborg. I opgøret blev der spilletid til flere nye spillere fra 2. holdet, og HF Mors-Skyum-træner Rune Lang var tilfreds med de nye spilleres indsats.

- Vi sparede lidt spillere, men det så rigtig fint ud alligevel. De nye skal have ros for at komme ind og gribe chancen, og de etablerede spillere var gode til at tage dem ind på holdet, siger Rune Lanng.

Fra kampens start virkede hjemmeholdet opsatte og veloplagte, og tidligt i kampen trak HF Mors/Skyum fra Viborg. Hjemmeholdet havde nemt ved at score, så størstedelen af første halvleg foregik med HF Mors/Skyum som det forsvarende hold. Efter første halvleg førte hjemmeholdet med 18-8.

I anden halvleg var Rune Lanngs tropper fortsat klart bedst, og hans spillere fortsatte med at dominere kampen. Tempoet og intensiteten blev dog sænket en smule mod kampens slutning. Efter en helstøbt indsats vandt HF Mors/Skyum med 34-17.

- Det var en kamp, hvor det for os mest handlede om koncentration og tålmodighed, men det var en god oplevelse, siger Rune Lanng.

Sejre skal ikke blive sovepude

Med onsdagens sejr skal meget gå galt, hvis Rune Lanngs mandskab ikke spiller i U17 ligaen efter nytår. Rune Lanng glæder sig til, at kvaliteten på de øvrige hold bliver hævet yderligere, og han tror ikke, at de mange storsejre i efteråret har fået hans hold til at hvile på laurbærrene.

- Drengene glæder sig virkelig til at vise sig frem mod nogle stærke modstandere. Vi har også nogle gode træninger sammen med U19, og de kan lige få os lidt ned på jorden, hvis vi bliver for selvfede, siger Rune Lanng.

Pausestilling: 18-8

Mål: Mikkel Hornung 6, Frederik Adamsen 5, Magnus Pedersen 5, Christoffer Brorson 4, Tobias Danielsen 4, Jonas Nielsen 3, Kasper Lopdrup 3, Mads Jensen 2 og Richard Seerup 2

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.