Idrætsbegivenhed

Parasport for børn i finale til idrætspris

Nystartet tilbud til børn med handicap kan vinde hovedpræmie i DR-show

Midtmors Parasport startede i efteråret på initiativ af et par forældre til børn med handicap. Nu er idrætstilbuddet en af tre finalister til Danskernes Idrætspris. Arkivfoto

Midtmors Parasport startede i efteråret på initiativ af et par forældre til børn med handicap. Nu er idrætstilbuddet en af tre finalister til Danskernes Idrætspris. Arkivfoto

ØSTER JØLBY: Midtmors Parasport, der er et nystartet idrætstilbud til børn med handicap, har chancen for at vinde hovedpræmien på 100.000 kroner i konkurrencen Danskernes Idrætspris.

Tilbuddet, der er oprettet under Midtmors Sportsforening, er blevet til på initiativ af to fædre, der efterlyste et idrætstilbud til deres børn, der på grund af handicap ikke kan benytte sig af de almindelige idrætsforeninger. Et hold blev stablet på benene, og børnene mødes nu i hallen i Midtmors Sport en række lørdage til fælles aktivitet og samvær.

Det initiativ er der så mange danskere, der har stemt på, at Midtmors Parasport er et af tre idrætsprojekter i landet, der går videre til finalen i konkurrencen Danskernes Idrætspris, som Danmarks Idrætsforbund (DIF), e-Boks og DR’s P4 står bag. I alt har 12.698 danskere været inde på konkurrencens hjemmeside for at stemme på en af de i alt 24 udvalgte deltagere fra hele landet.

De øvrige to projekter, der går videre til finalen, er en café drevet af frivillige i Beder-Malling samt en fodboldlinje for folkeskoleelever i Randers. Den endelige vinder af Danskernes Idrætspris afsløres ved DR’s sportshow SPORT 2019, der afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning 4. januar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.