Seriehærværk på Mors: 25 sager på et døgn

Politiet opfordrer til, at borgere henvender sig, hvis man har kendskab til, hvem gerningsmanden eller gerningsmændene er

Der er 10. september registreret 25 hærværkssager på Mors. Spyddet lå her på Leif Gadegaard Nielsens køkkengulv efter at være kastet ind gennem termoruden. Foto: Bo Lehm

Der er 10. september registreret 25 hærværkssager på Mors. Spyddet lå her på Leif Gadegaard Nielsens køkkengulv efter at være kastet ind gennem termoruden. Foto: Bo Lehm

MORS:Som NORDJYSKE tidligere har fortalt om, hærgede en eller flere ukendte gerningsmænd natten til torsdag på Mors, hvor forskrækkede beboere henvendte sig til politiet om smadrede ruder i villaer.

Torsdag var der melding om knuste ruder i mindst 11 beboelsesejendsomme, men det antal er senere steget, og således fortalte politikommissær Jørgen Jensen, lokalpolitiet i Thisted, fredag morgen, at der i døgnet 10. september blev registreret 25 hærværkssager.

Ifølge lokalpolitiet i Thisted er det markeringsspyd, som er brugt i nogle af tilfældene, men der er også set tilfælde, hvor der er kastet med sten, flasker og øldåser.

- Der har været nogle tilfælde i august og måske også sidste år, men det har ikke været så massivt som det her, og det er i hvert fald voldsomt. Vi arbejder selvfølgelig voldsomt på at finde ud af det, og vi vil selvfølgelig gerne vide, hvis der er nogen, der har kendskab til, hvem det kan være, siger politikommissær Jørgen Jensen.

Ifølge politiet er der tilfælde rundt om på hele øen, men de fleste sager er sket på Sydmors.

Politiet fortæller, at der ved flere tilfælde er set biler, som er accelereret hurtigt fra stedet, men politiet kan ikke sige, hvilken eller hvilke slags biler, der er tale om, ligesom det endnu er uvist for politiet, om det drejer sig om en eller flere gerningsmænd.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.