Skæbneår for Morsø Festival

Arrangørerne har skåret budgettet ned med ca. 200.000 kr. for at redde festivalens økonomi fremover

Helle Møller Larsen
Morsø Festival i Outrup skærer i musikbudgettet for at fremtidssikre festivalen.?Arkivfoto: Bo Lehm
Morsø 10. januar 2018 15:37

OUTRUP: Når den 33. Morsø Festival løber af stablen lørdag 18. august på Outrup Stadion, bliver det med Johnny Madsen som hovednavn. Sidst han spillede der, er fem år siden.

Derudover spiller Michael Learns To Rock, kopibandene Bon Jovi Jam, Hele Danmarks John, Nevøerne og Ole Gas samt lokale Række 21/2. Sidstnævnte spiller i teltet, når sidste band har været på scenen.

- Vi bruger ca. 500.000 kr. på musikken i år. Vi har skåret musikbudgettet ned med næsten en kvart mio kr., nok nærmere 200.000 kr. siger Johnny Markussen fra arrangørgruppen .

Han lader forstå, at 2018 bliver et skæbneår for festivalen.

For sidste år løb økonomien lige akkurat rundt, mens der i 2016 var underskud på 80.000 kr.

- Vi har valgt at satse på hyggen først og derefter musikken. Vi har hørt fra mange af vores gæster, at de kommer for at hygge, høre god musik og drikke øl, siger Johnny Markussen og fortsætter:

- Besparelserne på musikbudgettet er sidste skud i bøssen for at redde festivalen. Lykkes det ikke, er det nok den sidste gang, at der er Morsø Festival, tilføjer han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...