Skybrud kom pludseligt: - Vi kunne ikke stille noget op
I Thy og på Mors krydser man fingre for, at der ikke kommer endnu et skybrud i dag
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:17
THY-MORS: - Jeg har aldrig før oplevet det så voldsomt med vand ovenfra. Men heldigvis var det kun få varer, der blev beskadiget. Det største problem var, at kunderne havde svært ved at komme hertil, for hele parkeringspladsen var totalt oversvømmet i en længere periode.
Det siger købmand Bjarne Smedegaard, Løvbjerg, oven på det meget kraftige skybrud, der mandag ved 18-tiden ramte især Nykøbing og også dele af Thy. På kort tid faldt der ifølge meldinger på Facebook 45-60 mm vand lokalt i Nykøbing.
I hele området omkring Løvbjerg stod der vand på veje, fortove og parkeringspladser.
- Der røg nogle af de udendørs planter. Der kunne vi hverken gøre fra eller til, for skybruddet kom lige pludselig. Men vandet kom heldigvis ikke ind i butikken, for indgangen ligger tilpas højt. Der var nogle centimeter på gulvet i lageret, men her står det hele på paller og blev ikke beskadiget, fortæller Bjarne Smedegaard og tilføjer:
- Vi slap nådigt i forhold til, hvor voldsomt det var.
På gaden udenfor vadede Jesper Sørensen, gartnerformand i Skov og Park i Morsø Kommune, rundt i vand til et stykke op på gummistøvlerne for at tjekke, at afløbsristene ikke var dækket af blade eller andet.
- Det var det, vi kunne. Ellers kunne man ikke rigtig stille noget op, for det kom så hurtigt, siger han.
Ifølge Jesper Sørensen var der flere huse i blandt andet Skolegade og i Provst Schades Allé, hvor der kom vand ind.
- Emilievej og gaderne i Havnekvarteret var også hårdt ramt. Det var jo både vand ovenfra, og vand nede fra kloakkerne, der pressede dækslerne op. Alle pumper har kørt på fuld hammer, men det kunne simpelthen ikke tage mere, siger han.
Af kommentarer på Facebook fremgår det, at også Fjordgade, Enghavevej, Nørrebro, Østergade og flere andre områder i Nykøbing har oplevet oversvømmelser i huse og kældre. Samtidig fremgår det, at der også var steder på Mors, der ikke mærkede noget til skybruddet. Her regnede det bare.
Varsel om nyt skybrud
I Thisted samlede vandet sig især i rundkørslen for foden af Østerbakken, ud for biografen. Her ventede der efter skybruddet et større oprydningsarbejde, idet mudder fra kloakkerne var blandet med flis, der var skyllet ned fra helleanlæggene længere oppe ad bakken.
- Det er længe siden, der sidst var så meget vand, konstaterer Tobias Geertsen, sektionsleder i anlæg og infrastruktur i Thisted Kommune. Han fortsætter:
- Der er et ret stort oprydningsarbejde, for der er både veje og kommunale bygninger, hvor kældre er oversvømmet. Vi er ved at skabe os et overblik lige nu. Der er også kommet vand ind i stueetagen på rådhuset i Thisted. Det skyldes, at vandet stod op af kloakken. Kloakkerne kunne slet ikke følge med. Så det går dagen da med i dag, og så håber vi ikke, at der kommer et nyt skybrud senere i dag.
Han henviser til, at DMI har varslet kraftig regn og lokale skybrud tirsdag i perioden mellem klokken 12 og 20. Varslet gælder i hele landet, men især i Jylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.