Knallertulykke

Ulykke får Puch Klub Mors til at stramme op: Krav om at bruge hjelm

Ung knallertkører, der lørdag blev kvæstet, var deltager på tur arrangeret af Puch Klub Mors

Lørdag var over 400 deltagere med på den årlige puch tur. Foto: Martél Andersen

Lørdag var over 400 deltagere med på den årlige puch tur. Foto: Martél Andersen

MORS:Den 26-årige mand fra Mors, der lørdag kom ud for et uheld på sin knallert, hvor han slog hovedet og pådrog sig en hjerneblødning, var deltager på "Årets Fedeste Puch Tur", der er arrangeret af Puch Klub Mors.

Det bekræfter klubbens præsident Svend Dissing Pedersen.

- Eftersom det er et solouheld, er der ikke så mange, der har set det ske, men jeg kan forstå, at han var kommet i slinger, og da han forsøgte at styre kontra, er han væltet og har slået hovedet i asfalten, siger Svend Dissing Pedersen.

Mandag er han fortsat berørt af uheldet. Den involverede er én, han personligt kender godt.

- Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det kunne gå til, for jeg var ikke selv til stede, da uheldet skete, men jeg var på uheldsstedet kort efter. Det er en rigtig træls hændelse. Der var jo bare tre kilometer, til turen var afsluttet, fortæller han.

Han understreger, at klubben altid har opfordret til, at deltagerne på turen bærer hjelm.

- Men fremover vil vi til at kræve, at folk har hjelm på. Og så må vi kontrollere, at alle følger reglerne, og sige, at ellers kan de ikke deltage, siger han.

Den 26-årige blev efter uheldet fløjet med lægehelikopter til Aalborg og blev opereret. Thisted Politi oplyser mandag, at mandens tilstand er stabil, og han er ved bevidsthed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.