Stjerneparade ved frivilligfesten på Mors

Frivilligfesten er klar med program og billetsalg. Man kan blandt andet opleve Jan Hellesøe og Clement Kjærsgaard. En række lokale indslag er også på programmet

Jan Hellesøe er kendt fra TV og er blandt de optrædende ved frivilligfesten på Mors. Her ses han ved optræden i Morsø Teater i 2015. Arkivfoto: Peter Mørk

Jan Hellesøe er kendt fra TV og er blandt de optrædende ved frivilligfesten på Mors. Her ses han ved optræden i Morsø Teater i 2015. Arkivfoto: Peter Mørk

NYKØBING:TV-kendisserne Clement Kjærsgaard og Jan Hellesøe er trækplastrene, når Morsø Kommune fredag 20. marts inviterer til Frivilligfesten 2020 - Sammen er vi bedst.

Festen i Sparekassen Thy Arena Mors er kommunens årlige fejring af sine egne frivillige ildsjæle og sportsudøvere. Denne aften uddeles en række priser, ligesom de lokale sportsmestre bliver hædret.

- Aftenen er en hyldest til vores foreninger og frivillige ildsjæle på Mors, der alle yder en kæmpe indsats året rundt til gavn for os alle, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen i en pressemeddelelse fra Morsø Kommune.

Konferencier Clement Kjergaard vil føre deltagerne i festen gennem en festaften med masser af underholdning.

- Aftenen kommer til at byde på varieret underholdning. Der vil være lokale indslag med Cirkus Liberty, Morsø Suzuki Musikskole og Limfjordsteateret. Og der vil også være et liveshow med Jan Hellesøe, psykologisk manipulator, som mange måske kender fra programserier på TV, siger Hans Ejner Bertelsen.

I løbet af aftenen vil en række priser blive uddelt. Priserne er Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder samt Kulturius ved Kulturelt Samvirke og Handicapprisen ved DH Morsø.

Festaftenen er også en hædring af sportsmestre, der i det forgangne år har vundet medaljer ved et jysk, dansk, nordisk, europæisk eller verdensmesterskab.

Der er 500 pladser med spisning i Arenaen. Billetter til Frivilligfesten 2020 sættes til salg efter først til mølle-princippet mandag 27. januar kl. 10. Billetprisen er 175 kr. plus gebyr på 10 kr. Festmiddagen består af buffet samt kaffe og kage leveret af Sallingsund Færgekro, og drikkevarer købes separat.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden