Stor begejstring: Cirkusliv og udendørs læring får en million kroner af fond

- Vi er utroligt taknemmelige, lyder det fra Cirkus Liberty

Villum Fonden giver en donation på en million kroner til cirkusliv og udendørs læring på Mors. Foto: Morsø Kommune

Villum Fonden giver en donation på en million kroner til cirkusliv og udendørs læring på Mors. Foto: Morsø Kommune

MORS:Mors er efter en donation fra Villum Fonden kommet et stort skridt nærmere på at få landets første udendørs cirkusscene til gavn og glæde for mange.

Det er en speciel oplevelse at kigge i sin mail og se, at der er en besked om, at ens drømme har fået opbakning med en million kroner. Sådan en oplevelse har samarbejdspartnerne bag et nyt tiltag i Morsø Multipark netop haft.

Det skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Den gode nyhed kom fra Villum Fonden, hvor der er søgt om midler til at bygge cirkusscenen ”Karrusellen”, som kommer til at blive opført ved Dueholmskolen. Pengene kommer ifølge pressemeddelelsen fra fondens pulje ”Dagslys og frisk luft”.

Villum Fonden skriver blandt andet i begrundelsen for donationen, at den har valgt at bakke op om ansøgningen, fordi cirkusscenen kan være med til at sikre nye og inspirerende udendørsaktiviteter til gavn og glæde for mange.

Ansøgningen bygger på et stort ønske fra lokale Cirkus Liberty, men cirkusscenen bliver åben for meget mere end foreningens øvelser i akrobatik og forestillinger. Dueholmskolen kommer for eksempel også til at få glæde af scenens muligheder i undervisningen.

- Scenen giver skolen nogle flere muligheder, som kan bruges i undervisningen. Vi kan nemmere rykke undervisningen udenfor og bruge scenen til blandt andet leg, læring, bevægelse og fremlæggelser. Det bliver et inspirerende sted, hvor børnene kan optræde med musik og drama, og samtidigt være et sted som eleverne også kan besøge i deres fritid. Vi glæder os til at udforske mulighederne, siger lærer Rasmus Lindegård Hovde fra Dueholmskolen, i pressemeddelelsen.

- Så flot et beløb

Hos Cirkus Liberty blev nyheden også grebet med begejstring. For det er en stor hjælp til at komme i mål med drømmene, som i alt koster omkring to millioner kroner at gøre til virkelighed, lyder det i pressemeddelelsen.

Tidligere på året gav LAG Thy-Mors 290.000 kroner til disse drømme, og de sidste midler skal findes i samarbejde med Morsø Kommune og andre fonde.

- Det er simpelthen så flot et beløb fra Villum Fonden, og vi er utroligt taknemmelige. Nu tør vi virkelig tro på, at det kan lade sig gøre. Det bliver så godt og ikke bare for os. Alle der har lyst kan bruge scenen, og kan komme og kigge på, når vi øver eller optræder.

- Vi kommer også til at lave nye samarbejder med Dueholmskolen og de lokale foreninger i multiparken, fortæller Pia Thorsen, som er formand i foreningen Cirkus Liberty.

Hos Foreningen Morsø Multipark fik formand Peter Lillebæk også armene i vejret efter beskeden fra fonden.

Cirkusscenen rummer muligheder

Foreningen fokuserer på, at multiparken skal være fyldt med muligheder for så mange som muligt. Arbejdet med at skabe gode rammer for blandt andet fodbolden er lige nu i fuld gang i multiparken med den udendørs arena, men målet er, at stedet skal rumme meget mere end det.

- Det er helt fantastisk at blive bakket op med en million kroner til at skabe en masse gøgl, oplevelser og leg i multiparken. Cirkusscenen rummer så mange muligheder for os alle. Går det, som vi håber, så kan unge også mødes der og se film, Bio Mors kan måske bruge det til for eksempel en børnefilmfestival, og øens teaterliv kan bruge scenen til udendørs forestillinger.

- Kort sagt: kun fantasien sætter grænsre, og Cirkus Liberty og øens kultur- og fritidsliv har tydeligvis en rigtig god fantasi, lyder det fra formand Peter Lillebæk.

Inden opførelsen af cirkusscenen ”Karrusellen” kan gå i gang, skal der forsat arbejdes med at få finansieringen helt på plads. Når det forhåbentligt sker, vil der blive meldt nyt ud om en tidsplan og nærmere detaljer om scenens udseende og funktioner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.