Vindmølleenergi

TME skal tilslutte den største vindmøllepark

Opgave til 10 millioner kroner på 18 kæmpevindmøller ved Aggersund tilfalder Thy-Mors Energi Service A/S

- Det er første gang, at vi vinder en entreprise, der omfatter både kabellægning samt opbygningen af en transformerstation i denne størrelse, og det er stort for os, siger Jesper Primdahl.
- Det er første gang, at vi vinder en entreprise, der omfatter både kabellægning samt opbygningen af en transformerstation i denne størrelse, og det er stort for os, siger Jesper Primdahl.

Opdateret kl. 12:04

THY-MORS: Thy-Mors Energi bliver leverandør på landets største vindmøllepark på land. Thy-Mors Energi Service A/S har netop vundet entreprisen på Vindpark Thorup-Sletten, som omfatter tilslutningen af 18 nye Siemens vindmøller ved Aggersund.

Projektet omfatter kabellægning til 18 vindmøller, og samtidig bliver selskabet ansvarlig for opførelsen af en ny 60/20 kiloVolt transformerstation i vindparken. Specielt opbygningen af transformerstationen bliver ifølge entreprisechef Jesper Primdahl en helt ny type opgave for Thy-Mors Energi Service A/S, da det lokale elnetselskab tidligere har stået for denne opgave.

- Det er første gang, at vi vinder en entreprise, der omfatter både kabellægning samt opbygningen af en transformerstation i denne størrelse, og det er stort for os, forklarer han.

Derimod er tilslutning af vindmøller et arbejdsområde, som TME har opbygget stor erfaring i.

- Da der i 2017 og begyndelsen af 2018 blev tilkoblet 100 nye møller i Danmark efter den daværende afregningsordning, havde vi stået for tilslutningen af de 84. Vi har igennem de sidste par år kæmpet for at opnå en førende position i Danmark inden for tilslutning af vindmøller, siger Jesper Primdahl.

Den aktuelle opgave er omkring 10 millioner kroner. Ifølge entreprisechefen vil den kunne udføres af den nuværende medarbejderstab. Projektet er godkendt, og der er indhentet byggetilladelse, så Thy-Mors Energi Service A/S forventer at gå i gang umiddelbart efter sommerferien.

Vindmøllerne skal rejses ved Thorup-Sletten nordvest for Aggersund, hvor ni af møllerne vil stå i Vesthimmerlands Kommune og ni i Jammerbugt Kommune. Det ambitiøse projekt er et repowering projekt, hvor der nedtages 22 mindre møller i og omkring området. De 18 nye landvindmøller med en totalhøjde på lige under 150 meter vil have en samlet effekt på op til 77 MW og en elproduktion svarende til det årlige elforbrug i ca. 65.000 husstande. Dermed bliver Vindpark Thorup-Sletten Danmarks største vindmøllepark onshore.

Eurowind Energy A/S, Hobro, der står bag investeringen, har TME samarbejdet med blandt andet en vindmøllepark ved Blæsbjerg ved Holstebro, hvor energiselskabet også er medinvestor.

- Valget faldt på Thy-Mors Energi, fordi de blandt andet har erfaring og viden til at kunne varetage al arbejdet i etableringsfasen med møllerne. Med dem ved roret skal vi derfor kun forholde os til én underleverandør, og det ser vi som en klar fordel, siger Jens Rasmussen, adm. direktør i Eurowind Energy A/S.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden