To unge slap ud af brændende hus - brandfolkene reddede naboen ud
Tre personer slap godt fra ildebrand på Mors natten til fredag
Opdateret kl. 06:35
ØSTER ASSELS: Brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab på Mors frygtede det værste, da de natten til fredag blev kaldt til ildebrand på Hesterøroddevej syd for Øster Assels.
- Meldingen lød noget alvorlig og gik på, at der var to unge mennesker og to hunde i huset, som ikke kunne komme ud, fortæller indsatsleder Mogens Hansen.
De unge mennesker - og hundene - var dog selv kommet ud af huset, da brandfolkene ankom. Men der var tale om et hus delt i to lejemål, og naboen var stadig indenfor.
- Der var en mand i nabolejligheden, og ham fik vi ud, fortæller Mogens Hansen.
Ilden var opstået i køkkenet, som er udbrændt, og ilden havde også fået fat i loftet. Det lykkedes dog brandfolkene at få den slukket, inden den gik gennem taget.
Meldingen om ildebrand kom ved tre-tiden, og efter cirka tre timer kunne brandfolkene pakke sammen.
Både de to unge og naboen fik lidt røg og blev tilset på stedet af tilkaldte ambulancefolk. De var dog ikke kommet noget alvorligt til og ønskede heller ikke at blive indlagt til kontrol for røgforgiftning.
Boligen, hvor ilden opstod, er ubeboelig, så beboerne skal genhuses. Brandårsagen er endnu ukendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.