Tøjbutik skal have ny butikschef

53-årige Lone Søgaard stopper i Konfektionshuset i Algade, hvor hun har arbejdet i samlet set 35 år

Lars Bang Bertelsen
Lone Søgaard forlader Konfektionshuset efter samlet 35 år i forretningen. Foto: Helle Møller Larsen
Handel og service 9. november 2018 13:36

NYKØBING: Kunderne kan snart møde en ny butikschef i Konfektionshuset i Algade. For tøjbutikken, der gennem årtier har klædt øens kvinder godt på, skal nu have ny frontperson.

Det sker, efter 53-årige Lone Søgaard valgte at stoppe i stillingen for et par uger siden. Hun er fortsat ansat indtil 1. december.

Grunden til sit stop ønsker Lone Søgaard, der har arbejdet i Konfektionshuset i samlet set 35 år, ikke at komme nærmere ind på, men beslutningen har ikke været nem, lader hun forstå.

- Det er en af de sværeste beslutninger, som jeg nogensinde har truffet. Det er ikke noget internt her i butikken, og jeg kommer til at savne både kollegaerne og kunderne, siger hun.

Hvad fremtiden skal bringe, ved Lone Søgaard endnu ikke. Det må tiden vise.

Det Herning-baserede firma Trimar Retail A/S ejer Konfektionshuset og har gjort det siden august 2014.

Før da ejede Lone Søgaard selv butikken i 14 år.

Lene Bjærre fra Trimar Retail A/S oplyser, at virksomheden ikke ønsker at udtale sig i den konkrete sag, og at det for øvrigt heller ikke er kutyme.

Af jobopslaget fremgår det, at Trimar Retail A/S til Konfektionshuset søger en erfaren og resultatorienteret butikschef, der får ansvaret for den daglige drift, og som kan tiltræde hurtigst muligt.

Indtil Konfektionshusets nye butikschef er fundet, varetager 64-årige Birte Borg stillingen som fungerende butikschef. Hun har arbejdet i Konfektionshuset i 45 år.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...