Tyveri gik i kludder: To unge vendte tilbage og meldte sig
Fladskærms-kup på Mors gik ikke som planlagt

Arkivfoto
MORS:Det gik ikke helt efter planen, da fire personer natten til tirsdag forsøgte at stjæle en fladskærm fra et skur ved en købmandsbutik på Asselsvej, Øster Assels på Mors.
Tyveriforsøget skete kl. 02.30, men blev set af et vidne, som råbte til de fire mænd. Derefter kastede mændene fladskærmen fra sig og stak af.
Politiet rykkede ud med to hundevogne og en patruljevogn. Tæt på gerningsstedet fandt de en efterladt bil, hvori der lå mobiltelefoner og pung. Bilen var ikke meldt stjålet, og politiet tror, at den tilhører en af gerningsmændene.
Tilbage til gerningsstedet
Efter lidt over en time - kl. 03.45 - kom to af de formodede gerningsmænd luntende tilbage til bilen og meldte sig selv til politiet.
De var to unge mænd på 22 og 23 år, begge fra Mors.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev en anden bil stjålet i området tirsdag morgen, og muligvis er de to manglende gerningsmænd stukket af i den.
Varmede bil op - pludselig forsvandt den
Den stjålne bil er en sølvgrå VW Polo med nummerpladerne AB 17.770. Den blev stjålet fra Mælkevejen i Øster Assels kl. 05.15, da bilens rette ejer var ved at varme den op, men kortvarigt var væk. Pludselig så han at nogen kørte væk i bilen, oplyser politiet, som tirsdag formiddag stadig ledte efter køretøjet og de to manglende gerningsmænd.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.