Våd weekend på Mors: Flere trafikanter havde sprit i blodet
Politiet stoppede indtil flere spirituspåvirkede trafikanter i løbet af weekenden

Arkivfoto.
MORS:I løbet af weekenden har flere morsingboer sat sig bag rattet, selvom de havde fået en tår over tørsten. Det fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted.
Først blev en 61-årig mand stoppet på Næssundvej ved Vester Hvidbjerg, da han kom kørende fredag aften kl. 18:17. Betjentene kunne konstatere, at manden havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev sigtet for spirituskørsel.
Senere samme aften kl. 20:42 var den gal igen, denne gang ved Sundbyvej ved Sundby Mors. Her blev en 47-årig mandlig bilist fra Mors standset og det blev fundet, at også han havde drukket for meget, inden han satte sig bag rattet.
Sidst men ikke mindst kunne politiet lørdag aften kl. 20:21 stoppe en knallertkører på Vestmorsvej ved Rakkeby. Føreren, en 48-årig mand fra Mors, var påvirket af spiritus, og ved nærmere eftersyn kunne politiet konstatere, at knallerten var ulovligt modificeret. Desuden havde manden heller intet kørekort dertil, og han kunne dermed tage hele tre sigtelser med sig fra stedet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.