Vanvittig høj promille: Bilist dømt til alkoholbehandling

64-årig mand var tiltalt for vanvidskørsel

En 64-årig mand fra Mors påkørte i september et skilt, da han forsøgte at køre bil med en tårnhøj promille. Nu er der faldet dom i sagen. <i>Arkivfoto: Michael Koch</i>

En 64-årig mand fra Mors påkørte i september et skilt, da han forsøgte at køre bil med en tårnhøj promille. Nu er der faldet dom i sagen. Arkivfoto: Michael Koch

MORS:En 64-årig mand fra Mors mister både bil og kørekort og skal desuden i gang med en alkoholbehandling, efter at han torsdag blev dømt for vanvidskørsel ved Retten i Holstebros afdeling i Thisted.

Manden kørte rundt med en promille, der senere blev målt til mindst 3,05, da han lørdag 3. september ramte et skilt ved et helleanlæg i rundkørslen Limfjordsvej/Næssundvej i Nykøbing. 

- Det var en vanvittig høj promille, konstaterer politianklager Palle Fuglsang fra Midt- og Vestjyllands Politi.

En promille af den størrelse kommer ind under reglerne for vanvidskørsel, og derfor krævede anklagemyndigheden mandens Skoda konfiskeret.

Palle Fuglsang oplyser, at manden blev dømt helt efter de fastsatte sanktioner i loven. Det vil sige, at den 64-årige morsingbo blev idømt 20 dages betinget fængsel med vilkår om alkoholbehandling i et år samt tre års ubetinget frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen. Manden skal desuden betale en tillægsbøde på 10.500 kroner, i og med at fængselsstraffen blev gjort betinget.

- Det er helt standard. Førerretten blev inddraget på gerningsdatoen 3. september, påpeger han.

Anklageren oplyser i øvrigt, at den tiltalte bilist selv var meget interesseret i at komme i behandling for alkoholmisbrug, og han modtog dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.