Varsler flere fartkontroller ved vejarbejde: Politiet snuppede fartsyndere på Sallingsundbroen
På anmodning fra Vejdirektoratet har Midt- og Vestjyllands Politi gennemført tre automatiske fartkontroller, fordi vejarbejderne er utrygge
Opdateret 09. september 2020 kl. 13:08
SALLINGSUND: - Vejdirektoratet og entreprenøren, som arbejder på Sallingssundbroen, har kontaktet politiet, fordi vejarbejderne oplever, at der køres for stærkt over broen. Derfor har vi inden for et par uger gennemført tre automatiske trafikkontroller på broen. Og der er folk, som kører for stærkt.
Sådan siger Martin Pedersen, fagkoordinator for automatisk trafikkontrol ved Midt-og Vestjyllands Politi. Han har resultatet for seneste af disse kontroller.
- Den blev gennemført i torsdags. I tidsrummet 7.32-12.46 noterede systemet 11 bilister for at køre for stærkt. I et tilfælde var hastighedsoverskridelsen over 30 procent over de tilladte 50 kilometer i timer på broen, og det gav et klip i kørekortet, siger Martin Pedersen.
Ikke alarmerende
Men han betegner ikke trafikkulturen som alarmerende på denne strækning af Rute 26, hvor der frem til november vil være passage i ét spor i hver retning.
- De 11 fartsyndere skal holdes op imod, at der i det pågældende tidsrum passerede 2995 biler over broen i begge retninger. Men 11 er 11 for mange, og vi gennemfører kontrollen i lyset af, at Vejdirektoratet med sin nye kampagne ”Stil skarpt” netop appellerer til forsigtig kørsel ved vejarbejder. Og det er et relevant sted at sætte ind, fordi vejen er indsnævret, og der arbejder mange på broen i øjeblikket, siger Martin Pedersen.
Sallingsundbroens renovering gennemføres etapevis mellem marts og november i år og de følgende to år.
Politiet vender tilbage
- Jeg kan love, at vi kommer forbi igen for at foretage automatiske trafikkontroller. Det handler om arbejdernes sikkerhed. Mig bekendt har der ikke været ulykker på broen, men det er jo også dem, vi skal forhindre, siger fagkoordinatoren.
Entreprenør afviser henvendelse
Efter at artiklen blev publiceret, har Arkil A/S, der udfører arbejdet på Sallingsundbroen, henvendt sig NORDJYSKE og betvivlet, at Arkil har kontaktet politiet, fordi bilisterne kører for stærkt over broen.
- Der skulle helst ikke være nogen herfra, som er gået til politiet. Det er et anliggende mellem Vejdirektoratet og politiet, siger projektchef Kasper Knudsen, Arkil A/S.
Men oplever I, at der køres for stærkt?
- Der står i vores udbudsmateriale, at vi ikke må svare direkte på den slags. Det skal gå omkring Vejdirektoratet, siger Kasper Knudsen.
Artiklen er opdateret onsdag 9. september klokken 13.07
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.