Ildebrand

Voldsom gårdbrand på Mors: Grise må aflives

Ambulancer og lægehelikopter også sendt til gården, hvor stor svinestald var ramt af branden

Brandfolk, beredskabsfolk, politi og ambulancer er sendt til gården. Foto: Bo Lehm
Brandfolk, beredskabsfolk, politi og ambulancer er sendt til gården. Foto: Bo Lehm

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:14

REDSTED: Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab, mandskab fra Beredskabsstyrelsens afdeling i Thisted samt politi, lægehelikopter og ambulancer rykkede torsdag eftermiddag ud til en voldsom brand på en landejendom på Gammel Møllevej ved Redsted på Mors.

Brandalarmen lød kl. 16.42, og ilden havde ramt en stor staldbygning med op mod 400 grise.

Det lykkedes ikke at få alle grisene ud fra den brændende bygning, og en dyrlæge blev tilkaldt for at aflive de skadede svin, oplyser vagtchef René Pagh fra Midt- og Vestjyllands Politi. Nogle af dyrene blev kørt til slagteri.

Flere personer hjalp til med at få dyr ud af stalden, og den tilkaldte læge tilså fire af disse personer på stedet, da de havde fået en del røg. Dertil kom tre, der blev bragt til tjek på sygehuset i Thisted.

Ilden kom under kontrol torsdag aften, mens efterslukningsarbejdet fortsatte, så der fortsat var flere brandfolk på stedet fredag morgen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden opstod. Det var personer på gården, som selv ringede 112.

Beredskabsstyrelsen havde sendt 21 folk til at hjælpe med slukningsarbejdet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden