Wagnersag: To tiltalte er frifundet for indbrud

Retten i Holstebro fandt det ikke bevist, at en 19-årig og 21-årig har brudt ind to gange i tøjforretning

Emma Toftelund Poulsen
To tiltalte er ved Retten i Holstebro blevet frifundet for indbrud i Wagner 19. november og 10. december sidste år. Arkivfoto: Diana Holm
Retssag 10. april 2019 13:29 - Opdateret 10. april 2019 13:29

HOLSTEBRO: To unge mænd på 19 og 21 år fra Nykøbing er i dag ved Retten i Holstebro blevet frifundet for to indbrud, der blev begået i tøjforretningen Wagner i Vestergade 19. november og 10. december sidste år.

Det oplyser anklager Kira Laugesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Ved et retsmøde i sidste uge erkendte de to tiltalte sagens yderligere forhold. For begge handler det om et indbrudsforsøg i Wagner 18. december sidste år samt at have kørt bil uden erhvervet kørekort. Ligeledes erkendte den 21-årige at have været i besiddelse af hash til eget forbrug samt at have kørt i bil efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof THC, mens den 19-årige erkendte at have været udeblevet fra Forsvarets Dag på Rekrutteringscenter Aalborg.

Ved Retten i Holstebro blev den 21-årige dermed idømt en straf på seks måneders ubetinget fængsel og en bøde på 11.500 kroner samt frakendelse af retten til at må køre i bil i tre år.

Den 19-årige blev idømt en fængselsstraf på tre måneder ubetinget samt en bøde på 7000 kroner, fortæller anklager Kira Laugesen,

Hun oplyser desuden, at begge tiltalte modtog dommen, og at de begge blev løsladt efter dagens retsmøde, idet de i forvejen har siddet fængslet i den nødvendige tid.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...