Aalborg

Morten er opgivet

En forholdsvis banal undersøgelse på sygehuset blev fatal for en ung nordjyde.

I tre år har den nu 35-årige Morten Lyngberg ligget stort set uden kontakt til omverdenen på et ældrecenter i Øster Hornum. Hans hustru og hans mor mener at kunne konstatere fremskridt, når de søger at komme i kontakt med den 35-årige. Morten Lyngbergs hjerneskade er imidlertid så svær, at genoptræning efter eksperternes mening er nytteløs. Fire-seks andre nordjyder i samme situation bor også på almindelige plejehjem. Og amtet mener, at dette ofte er det bedste tilbud. - Uden at kommentere den konkrete sag kan jeg sige, at hvis vi samlede denne ret lille gruppe mennesker i et botilbud med specialister på området tilknyttet, ville mange komme til at bo meget langt fra deres pårørende, siger Nils Ole Lund, der er konsulent i amtets børne- og voksenkontor. Han tilføjer, at de fysiske rammer normalt er af ringe betydning for denne gruppe mennesker: - Der er ingen tegn på, at de registrerer, hvad der foregår. Eksperterne mener ikke, at genoptræning hjælper. Men vi gør alt for, at de får den rette omsorg og pleje. Man har valgt at bruge pengene der, hvor lægerne har sagt, at genoptræningen virker, siger Nils Ole Lund. Han påpeger, at ingen er opgivet for evigt. - Viser det sig, at der alligevel er tegn på liv og på, at genoptræning via talepædagog hjælper, så har vi også mulighed for at tilknytte det rette personale, siger han.