Brønderslev

Morten fandt sig en ven i Lønstrup

Morten Bech er endnu ikke flyttet til byen, men har allerede en ven

LØNSTRUP:En lille dreng sidder og kigger troskyldigt op mod lærredet i Cafeen ”Lønstrup Gl. Biograf”. Med jævne mellemrum retter han sin opmærksomhed mod et bord, hvor der står en lille borg - af ostevoks. Han har selv lavet den. - Mit navn det er Morten Bech. B - E - C - H, siger han. Morten Bech er syv år, og han kommer fra Brønderslev, men alligevel tilbringer han vinterferien i Lønstrup. - Mor er i gang med at starte en forretning i Lønstrup. En ejendomsmægler, siger den lille purk, der igen har plantet blikket på biograflærredet. Mens mor således åbner butik, så tilbringer Morten - sammen med sin 10-årige storebror Rasmus - vinterferien sammen med Lønstrups ferierende skolebørn. - Det er fordi, at jeg skal finde nogle venner heroppe, fortæller Morten om vinterferiens altoverskyggende mission. Så kunne man jo fristes til at spørge om, hvordan det nu lige er, at man så finder nye venner. - Man taler med dem, forklarer Morten. Et øjeblik kigger han sig omkring i det mørke lokale, indtil hans øjne finder en jævnaldrende dreng. - Mads, hvordan var det nu, at mig og dig blev venner. Svaret bekræfter at Morten havde ret allerede i første omgang. De talte nemlig sammen. Morten fortæller, at han i løbet af de seneste dage har lavet både masker og ting ud af ostevoks. - Det sjoveste var at lave en borg af ostevoks. Ostevoks kan man nemlig forme til hvad-som-helst, forklarer Morten. Morten drejer igen ansigtet mod biograflærredet, og NORDJYSKE beslutter at give ham - og vennerne -fred for denne gang.