EMNER

Morten Nielsen

Denne weekends menu står en af landets mest kendte kokke for: Morten Nielsen, også kendt som Morten Kok. Morten Nielsen blev uddannet fra Restaurant Tømmerladen i Korsør, og siden har han videreudviklet sig inden for faget på forskellige måde. Dels gennem arbejde, hvor en ansættelse som kok og køkkenchef på Restaurant Braustubel i Luxembourg samt et volontørjob på Restaurant Saint Michel med to Michelin-stjerner kan skrives på cv’et. Dels gennem konkurrencer, hvor han i 1996 blev vinder af Årets Kok, ligesom han har været deltager på det danske kokkelandshold. Herhjemme har han blandt andet været køkkenchef på Rold Storkro i Skørping, og siden 1997 har han været selvstændig som indehaver af den anerkendte Restaurant Mortens Kro i Aalborg. Fra 1999 til 2000 var han studievært på tv-underholdningsprogrammet “Røg i Køkkenet”. I det hele taget ses han jævnligt på tv, herunder 24NORDJYSKE. Endelig har Morten Nielsen udgivet en række bøger. Nævnes kan “Forførende Weekendmad for To”, “Pigernes Kulinariske Forførelser”, “Sensuelle Stunder” og “Shark Food”.