Morten Østergaard hopper i våddragt og svømmer fra Lindholm

Danmark drukner i symbolpolitik, mener Morten Østergaard. Lørdag vil han kaste sig i bølgen blå ved Lindholm.

Lørdag 30. marts skifter Morten Østergaard, De Radikales politiske leder, jakkesættet ud med våddragt og badehætte. Han skal svømme fra øen Lindholm til Kalvehave i protest. (Arkivfoto).

Lørdag 30. marts skifter Morten Østergaard, De Radikales politiske leder, jakkesættet ud med våddragt og badehætte. Han skal svømme fra øen Lindholm til Kalvehave i protest. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Danmark går foråret og lunere vejr i møde. Og i weekenden er der én person, der måske håber lidt mere på sol og svag vind end normalt.

Politisk leder Morten Østergaard (R) kaster sig ud i en tre en halv kilometer lang svømmetur for at vise, at "vi drukner i symbolpolitik".

Han skal svømme fra den meget omtalte ø Lindholm til havnen i Kalvehave på Sydsjælland. Danmark har brug for en ny retning, mener han.

- Jeg synes, at vi er ved at drukne i symbolpolitik. Jeg synes, at der er mange ofre for, at de vigtige problemer står uløste hen, fordi regeringen og DF - ofte støttet af S - har mere travlt med at lave denne her symbolpolitik, siger Morten Østergaard.

I 2018 blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at kriminelle udlændinge, der skal udvises, men som Danmark ikke kan sende hjem, fra 2021 skal bo på øen Lindholm i Stege Bugt.

Østergaard mener, at flere af de tiltag, der siden 2015 er blevet lavet i Danmark, er helt hen i vejret, og det er ikke kun på udlændinge- og integrationsområdet.

Han nævner eksempler som maskeringsforbud, smykkelov, uddannelsesloft og vildsvinehegn.

Det er ikke kun for at råbe de andre politikere på Christiansborg op, han gør det.

- Det er et stunt, med den alvor bagved at jeg er villig til at gøre noget, der er uvant i hvert fald for mig. Det skal vise, at politik ikke bare er et spørgsmål om annoncer og forstillelse, siger han.

- Det handler også om at gøre noget, der viser borgerne, at vi tager deres bekymringer alvorligt.

Planen er, at Østergaard går i vandet klokken 13. Han ventes at ankomme til havnen i Kalvehave cirka halvanden time senere.

De Radikale holder også en protestaktion mod udrejsecenteret på Lindholm på Kalvehave Havn omkring klokken 14, hvor Morten Østergaard og partikollegaen Zenia Stampe taler.

Østergaard anerkender, at svømmeturen i sig selv ikke løser problemerne.

- Det skaber forhåbentlig en tiltro til, at politik kan bedrives anderledes, hvor det ikke handler om at flytte en bekymring, som politikere har skabt i den ene ende af landet - Bording - over til den anden ende af landet - Kalvehave.

Morten Østergaard ledsages af Hans Henrik Herning, der ifølge De Radikale er erfaren i at svømme i åbent vand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.