Morten Olsen beklager 9/11-kommentar

Det var ikke meningen at såre nogen, skriver Morten Olsen via Twitter

Morten Olsen ser her på det omtalte pressemøde. Foto: Jens Nørgaard Larsen
9. september 2013 17:31

JEREVAN: Den danske fodboldlandstræner, Morten Olsen, beklager, hvis nogen føler sig stødt over hans kommentar om 9/11.

Tidligere mandag sagde Olsen om juni måneds 0-4-nederlag til Armenien, at ”det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september”.

Nu beklager landstræneren sammenligningen.

- Jeg er ked af, hvis sammenligningen - trods mine forbehold - utilsigtet har såret nogle mennesker, skriver Morten Olsen på Twitter.

Nederlaget til Armenien chokerede Olsen og har gjort chancerne for at kvalificere Danmark til VM i Brasilien næste sommer ganske små.

Men sammenligningen med terrorangrebet på World Trade Center i New York var skæv, mener nogle, blandt andet retoriker Trine Nebel.

- Det er ekstremt upassende. Han overgør situationen. Sport er ikke politik, det skal holdes adskilt, mener Trine Nebel.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...