Morten Olsen holder målmandsdebatten åben

Trods fin kamp mod Australien vil Morten Olsen ikke garantere Stephan Andersen pladsen i det danske EM-mål.

Morten Olsen holder målmandsdebatten åben

Kampen om målmandsposten på det danske fodboldlandshold er åbenbart ikke lukket endnu, selvom Stephan Andersen spillede alle 90 minutter af lørdagens 2-0-testsejr i Parken over Australien og endda leverede en god indsats.

- Det må tiden vise, siger landstræner Morten Olsen til TV2 på spørgsmålet om, hvorvidt Evian-spilleren er førstekeeper.

Efter Thomas Sørensens rygskade, der har sendt Stoke-keeperen ud af EM, har Stephan Andersen og Anders Lindegaard bejlet til at være førstemålmand under EM, og alt tyder på, at Stephan Andersen har erobret den plads trods landstrænerens melding.

- Stephan stod fint og havde nogle gode udspil, som satte gang i omstillingsspillet, siger Morten Olsen om målmandens indsats.

Daniel Agger på et straffespark og forsvarskollegaen Andreas Bjelland scorede de danske mål i holdets sidste kamp inden EM-slutrunden i Polen og Ukraine. Spillet var dog ikke prangende, indrømmer Morten Olsen.

- Vi har trænet hårdt i løbet af ugen, så det var fint spil indimellem, men det var også for langsomt indimellem, lyder det fra landstræneren, der tilføjer:

- Det var vigtigt, at vi på dette tidspunkt fik en sejr.

I sidste weekend blev det til et dansk 1-3-nederlag til Brasilien.

Danmark rejser til EM-basen i Polen på mandag. Første danske EM-kamp er 9. juni mod Holland.

/ritzau/