Morten Olsen om Bendtners spilletid: Det er fint

Nicklas Bendtner har spillet de seneste to Juventus-kampe for fuld tid, og det er godt for landsholdet.

1. november 2012 11:15 - Opdateret 1. november 2012 11:33

Morten Olsen om Bendtners spilletid: Det er fint

Efter en spillemæssig svær begyndelse i Juventus har Nicklas Bendtner spillet de seneste to kampe for de italienske mestre - begge med fuld spilletid. Senest onsdag aften i Juventus' 2-1-sejr over Bologna i Serie A.

Den danske landsholdsangriber har endnu sit første mål til gode i Torino-klubben, men landstræner Morten Olsen er ikke meget for at sige, om det går godt eller skidt for sin stjernespiller.

- Jeg vil ikke give kritik af vores spillere hver eneste gang, at de spiller kamp. Jeg har bemærket, at han spillede helt kampen, og det er fint.

- I må selv vurdere, hvordan spillerne klarer sig. Jeg skal nok selv fortælle mine spillere, hvad jeg synes, er fint, og hvad jeg synes, er mindre fint, lyder det fra Morten Olsen.

Spørgsmålet: Men det er vel meget positivt for dig og landsholdet, at Bendtner nu ser ud til at få mere spilletid?

- Fodboldspillere skriver kontrakter for at komme til at spille, så det er fint nok. Det er fremmende for hans tid i Juventus og selvfølgelig positivt for os på landsholdet, at han kommer til at spille, siger landstræneren.

Bendtner kæmper med Mirko Vucinic, Sebastian Giovinco, Fabio Quagliarella og Alessandro Matri om to pladser i italienernes angreb.

Danskeren skiftede i sommerens transfervindue Arsenal ud med Juventus, hvor Bendtner er på en etårig lejeaftale.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...