Morten Olsen om ny Leon-skade: Uretfærdigt

Landstræner Morten Olsen føler med Leon Andreasen, som atter må se frem mod en meget lang skadespause.

Morten Olsen om ny Leon-skade: Uretfærdigt

Fodboldlandstræner Morten Olsen er meget ked af det på Leon Andreasens vegne, efter at den uheldige Hannover 96-spiller er blevet ramt af endnu en langvarig skade.

- Der findes ikke ord, der kan beskrive, hvordan jeg føler med Leon i denne situation, siger Morten Olsen i en pressemeddelelse.

- Uretfærdighed er et stort ord, men det er ikke desto mindre min umiddelbare reaktion. Det er dybt uretfærdigt for Leon og for hans familie.

- For der er ingen tvivl om, at langvarige skadesforløb tager hårdt på en topspillers psyke og giver store udfordringer for dem og deres nærmeste. Jeg føler virkelig med Leon, hans kone og hans barn i denne situation, siger landstræneren.

Leon Andreasen blev onsdag aften skadet, da Hannover 96 spillede mod Nürnberg i Bundesligaen.

Torsdag kom det frem, at han har revet korsbåndet i sit ene knæ over.

Leon Andreasen havde netop kæmpet sig tilbage efter over to års pause på grund af skader, og han blev skiftet ind i Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet i denne måned.

Morten Olsen tror på, at Leon Andreasen kan overkomme endnu en lang periode uden fodbold.

- Leon er også en fighter, og han har jo erfaret, hvordan han med sin viljestyrke og tro på det er kommet tilbage fra en lang og kompliceret skade i lysken.

- Og han har ved samme lejlighed oplevet, at både hans klub og vi omkring landsholdet har troen på, at han kan gøre det igen, siger Morten Olsen.

Landstræneren regner tidligst med at kunne disponere over Leon Andreasen igen næste sommer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.