Morten Olsen: Svenskerne er højere og mere rutinerede

Der er lagt op til en jævnbyrdig venskabskamp mod Sverige onsdag i Parken, vurderer landstræner Morten Olsen.

27. maj 2014 18:18

Landstræner Morten Olsen var ikke tilfreds med torsdagens uafgjorte 2-2-resultat ude mod Ungarn. Men det bliver ikke lettere onsdag aften mod Sverige i Parken.

- Vi spillede en god kamp mod Ungarn, men vi forsømte at vinde kampen. Sverige er et hold af en lidt anden kaliber, siger Morten Olsen.

Sverige er bedre end Ungarn, og derfor advarer Morten Olsen om at tro, at det bliver en nem kamp at vinde. For svenskerne er bedre på to parametre.

- Der er nogle høje spillere på Sveriges landshold. Spillerne er omkring 185 centimeter i gennemsnit. Især i forsvaret er det nogle store gutter.

- De er også mere rutinerede end os, de er to-tre år ældre end os, påpeger Morten Olsen.

- Vores hold kom ikke på en ligalandsholdstur i år, og det er ærgerligt for de hjemlige spillere.

- Vi har en yderst talentfuld trup - også fra den hjemlige liga. Og der er nogle stykker, som heldigvis er på vej til at spille i udlandet, siger Morten Olsen.

Der er tale om en jubilæumskamp, idet Dansk Boldspil-Union (DBU) fylder 125 år. Samtidig bliver Morten Olsen noteret for sin kamp nummer 150 som dansk landstræner.

- Det er altid meget jævnbyrdige kampe mod Sverige. Vi har ikke tabt til Sverige i det nye årtusinde, understreger Morten Olsen.

140 tidligere landsholdsspillere vil deltage i festlighederne. Der er desuden solgt over 24.000 billetter til kampen, og DBU forventer, at tallet når op på 27.000.

Ikke siden 2008 mod Spanien har der været så mange tilskuere til en venskabskamp i Parken.

- At vi kan samle så mange mennesker til sådan en begivenhed er absolut flot, synes jeg, siger Morten Olsen.

Kampen mellem Danmark og Sverige fløjtes i gang onsdag aften klokken 20.15.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...