Morten Olsen: Vi har masser af gode angribere

Morten Olsen kan vælge og vrage, når landstræneren skal sætte sit angreb i aftenens testkamp mod Georgien.

Morten Olsen: Vi har masser af gode angribere

Skal det være Andreas Cornelius? Eller måske Viktor Fischer? Simon Makienok og Nicklas Pedersen er også gode bud på en dansk frontangriber i aftenens testkamp mod Georgien.

Landstræner Morten Olsen er begejstret for udviklingen af gode, unge danske topangribere. Det er historisk godt i øjeblikket, mener han.

- Vi har fire deciderede angrebsspillere med denne gang, og det kan jeg ikke huske, vi har haft nogensinde før, siger Olsen.

Derudover er Esbjerg-angriberen Martin Braithwaite også med i landsholdstruppen. Nogle kan bedst spille den hængende angriber, mens andre er bedst i boksen. Det vrimler med muligheder.

- Vi er et lille land, og lige pludselig er der årgange, hvor der er lidt flere talenter af samme art, selv om de også er forskellige.

- Vi kunne sågar spille med to angribere denne gang, hvis det skulle være. Fordi vi har så mange typer, som umiddelbart passer godt sammen, mener landstræneren.

Den normale førsteangriber Nicklas Bendtner ikke med på landsholdet, fordi han er sendt i tænkepause efter spritkørsel i København tidligere på året. Men han er nærmest glemt i øjeblikket.

- Vi har flere muligheder, end vi havde i de sidste dobbeltkampe, vi spillede. Vi har også fået Nicklas Pedersen med igen. Han har været skadet, men er kommet stærkt tilbage med mange mål i den belgiske liga

- Og så har vi Martin Braithwaite, som sammen med sit hold har vist forrygende form og gjort et godt indtryk til træning, siger Olsen.

Talentudviklingen fungerer godt i de danske klubber, som i disse år sender masser af gode spillere af sted til ungdomslandsholdene.

- Fremtiden ser også fin ud, når man ser vores U/21- og U/19-hold. Der er også et par stykker på vej, men om de når helt op på internationalt niveau, det vil tiden vise.

- Men de har i hvert fald nogle værktøjer, som gør, at man kan være optimist, fastslår Olsen.

Kampen mod Georgien fløjtes i gang klokken 20.15.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.