Mosbjerg skole - en lukningstruet succes

DEBAT

Mosbjerg skole er nu rammen om mit tredje barns hverdag. Min datter er døvbleven og CI opereret. D.v.s. at hun har en teknologisk hørelse som tilnærmer sig det normale i en grad så hun kan begå sig i det hørende samfund, men dog aldrig bliver normalt hørende. Hun vil til enhver tid være afhængig af at omgivelserne tager hensyn til hendes handicap. Hun er fra tidlig skolestart blevet mødt med en meget tydelig holdning fra skolens side om at her er ingen problemer men udfordringer som skal løses. Nu er ord jo, i sig selv, temmelig taknemmelig men lærerstaben har fra start af påtaget sig opgaven med en entusiasme som, efter min opfattelse ligger et godt stykke over det som lønnen i sig selv tilsiger. De centrale lærere har været sendt på kursus i hvilke hensyn der skal gives i forhold til min datter og er blevet undervist i hvilket lydbillede hun har. Min datter fylder meget i klassen idet hun mangler et alderssvarende ordforråd. Hun spørger, heldigvis, i øst og vest om alt mellem himlen og jord, døgnet rundt. Ofte til gavn for hendes kammerater. Har ofte brug for hjælp til opgaverne idet vendinger og begreber er svære størrelser. Alt dette tager tid og forstyrrer ofte fokus. Som en meget stor sidegevinst er måden der skal ageres på i klassen til gavn for de øvrige elever og de øvrige forældre i klassen har vist stor forståelse for projektet. Jeg kan kun give en uforbeholden og STOR TAK til lærerne for udførslen af ovenstående, samt klassen og deres forældre. Det er en endog MEGET stor opgave som er blevet og til stadighed bliver løst til gavn for min datter. Min datter er nu, med alle de givne hensyn, velfungerende til trods for sit store handicap og jeg vil tilskrive en del af succesen en særdeles velkvalificeret lærerindsats som har været mulig fordi det foregår på en lille skole med forholdsvis små klasser. Min datters historie er ikke enestående for Mosbjerg skole. Der er flere eksempler på at specialbørn er blevet i de såkaldte normale klasser i rigtig lang tid og på den måde helt naturligt har fået et tilhørsforhold til børn i lokalområdet. Her er jeg ved sagens kerne for dette indlæg: jeg kan simpelt hen ikke forstå argumentet med at små skoler producerer flere specialbørn, tværtimod. Det er vel en kendt sag at børn med udfordringer, som det hedder på nudansk, kræver en ekstra indsats. Ekstra indsatser kan kun leveres hvis der er i hvert fald et minimum af overskud af tid og personlige ressourcer. Jeg kiggede min datters klasselærer dybt i øjnene og spurgte hvad hun ville sige til at rumme hende i en klasse med 28 elever: jeg kendte sådan set godt svaret på forhånd idet det simpelthen ikke kunne være andet: himmelfaldne øjne, opgivende træk på skuldrene og hovedrysten!! Det vil simpelthen være en umulig opgave at løse på bare nogenlunde tilfredsstillende vis. Hvem vil i sådant et scenarie være taberen - min datter? - ja selvfølgelig. Men hvad med de øvrige elever i klassen? - Hvad med den lærer som vil kæmpe en urimelig kamp for at yde en indsats hvor alle børn kommer godt igennem deres skoletid? - Stress - sygemelding og dermed øgede omkostninger både på det økonomiske med så sandelig også på det menneskelige plan. Nu er skolernes ansatte som udgangspunkt forstandige menneske som selvfølgelig kan se at ovenstående ikke kan fungere. Dette vil så koste endog mange ekstra lærertimer - vil dette kunne rummes i en normal klasse? eller skal mit normalt udviklede barn stoppes i en specialklasse?? Den dagligdag min datter i øjeblikket nyder godt af fungerer med et begrænset antal mennesker. Alle lærere på skolen er, i større eller lidt mindre grad, opmærksomme på min datters vilkår. Derudover er det hos alle - ja alle - skolens elever en selvfølgelighed at min datter ikke hører normalt og at hun skal omgås på en lidt anderledes måde. Det er så selvfølgeligt at ingen tænker over det. Dette bliver især tydeligt når der kommer nye elever, de skal lige guides ind i systemet. RO - det er kodeordet og synlighed. Her kan alle vist blive enige om at det er en "win - win situation" Små og store skoler har hver deres styrker og svagheder. Er vi i Danmark virkelig blevet så fattige at vi prioriterer svømmehaller, springvand og veje højere end et alsidigt uddannelses tilbud til vores børn. Valgmuligheder er kodeordet i en stor del af vores moderne tilværelse. Dette må vel også gælde på skoleområdet!! Eller skal alle børn, uanset behov og bopæl placeres på store skoler nogle få steder i vores kommune med dertilhørende lang transport på vej til og fra skole? Der bliver i øjeblikket talt en hel del om udkantsdanmark. Om at skabe bedre vilkår for os der bor i denne del af Danmark. Det er meget frustrerende at opleve at min egen kommune - vores kommune - Hjørring, i ramme alvor har overvejelser om at marginalisere yderområderne endnu mere end vi allerede er. Vi har selv valgt at bosætte os her! Javel - men en stor del af argumentet for at bo i en landsby er et godt lokalsamfund. Dette gode lokale samfund er også det der lokker nye tilflyttere til er dermed skaber liv. Den lokale skole, er i denne sammenhæng et rigtigt stort trækplaster. Når der så oveni købet er tale om en skole der, via en utrolig engageret lærerstab, har angrebet økonomi problemet på en måde, så vores børn, faktisk modsat på mange af de større skoler i kommunen, har det vejledende timeantal. Ja så kan enhver med indsigt forstå at den skal bestå. Kære Politikere Hjælp os med at bevare vores lokale skole - vores samfund - vores fremtid